For et par år siden samlede jeg en flok freelancekolleger i en kaffeklub.
Vi mødes nogle gange om året og sludrer arbejde, opgaver, tilstanden i forlagsbranchen i almindelighed — og ikke mindst sproglige strømninger, vi er jo alle sprognørder – altså, alt det der fylder, men som de færreste lige kan vende på kontoret fordi rigtigt mange freelancere sidder derhjemme og arbejder og derfor er satellitter i forlagsverdenen.
I går havde jeg trommet sammen igen. Og satellitterne var blandt andet fløjet til staden fra Odsherred, Helsingør og Gilleleje. Vi var flere der ikke havde set hinanden før, men som havde arbejdet sammen på kryds og tværs og kendte mange af de samme mennesker, forlagsbranchen er jo sit eget lille økosystem, og jeg blev som altid når vi mødes, bekræftet i at jeg har verdens fedeste arbejde (når der altså er noget at lave).
I går gik snakken blandt andet på retstavning i det offentlige rum, angsten for at lave århundreders korrekturbommert – i en omslagstekst – ungdomssprog versus tonen i middelalderromaner oversat fra nynorsk, hvor irriterende mange dobbeltformer der er på dansk (!”#!), og brugen af nice nu og lige efter Anden Verdenskrig. Det var mesterligt.
Hvad? Jamen jeg sagde jo at vi var sprognørder.
