Musik er forbudt. Det vækker så mange følelser. “Lad være med at høre det alene,” siger de. Der er salmer om søndagen, med trænede medarbejdere, klar til at gribe dem, der bryder sammen under sang.
Jeg har opdaget noget om sorg: Den har mange forskellige former – også inden i mig.
Da min mor døde, var sorgen en følelse af også at være blevet historieløs, at mangle et bindeled, nogen der kunne huske hvordan det havde været, hvordan jeg havde været, hvordan min fødsel havde været. Sorgen lå som en tyngde i mig, som en tåge indeni, den bredte sig når jeg tænkte tilbage, når jeg tænkte frem, for hvordan skulle jeg kunne planlægge en fremtid, en fremtid med børn og nye drømme, når hun ikke var der, når min far ikke kunne dele det med hende?
Min forældre og jeg boede i hver sin ende af landet da min mor døde, så hun manglede primært i bevidstheden, i den anden ende af telefonen, i sommmerferierne når vi lå på græsset i haven med markerne omkring os og vestenvinden susende gennem træerne, og hun manglede i julen hvor ingen havde opskriften på risalamande eller vidste hvordan hun nåede at få anden sprød mens vi var i kirke eller så Disney’s Juleshow.
Sorgen var der hele tiden som en påmindelse om at familien var amputeret, at jeg var amputeret, jeg manglede et anker, et pejlemærke. Og til sidst opdagede jeg også at sorgen var blevet en undskyldning, en undskyldning for ikke at drømme mere, for ikke at lægge planer, at tage mig at det jeg burde i mit liv – for hvordan kunne nogen forvente det når jeg var moderløs?
Og nu, nu er sorgen noget andet. Nu er den et vemod over at alt det vi, Ulven, Dorte, hendes kone og børnene delte, ikke er mere. Alle hverdagsstunderne, bålfadet i gården, de ristede pølser, salaterne, middagene, boblerne vi delte så rigeligt af. Alle brætspillene, gåturene, al latteren og alle pauserne når vi talte, fordi vi vidste at vi havde et helt liv foran os at tale i.
Dorte var ikke blot Ulvens bedste veninde, hun var hans kollega, hans chef, hun var leder på børnenes skole – hun og hendes familie var nogle af dem vi så allermeste, de var flettet ind i vores hverdag, vores arbejde, vores liv … Hun er i min indbakke, på Facebook, på Instagram. Der har min mor aldrig været.
Derfor er sorgen nu et tungt gisp der undslipper mig når jeg tænker på alle de huller der nu slås i hverdagen, alle de middage som ikke kommer, alle de sms’er der ikke længere bipper ind om aftenen når Ulven og hun slutter dagen af, Ulvens dybe, glade latter når de talte i telefon sammen, de kunne le, kunne de, sammen som ingen andre.
Sorgen over min mor var et løvebrøl jeg druknede ind mod min kæreste hals, store hulk der ramte ham som bølger en sen aften på hospitalet, larmende, rungende, men sorgen nu er så stille, den er tårer der siler, tavshed i stuen mellem os.
I disse dage tænker jeg, mindes jeg, og i disse dage læser jeg forstandige damer for at blive klogere på andres sorg. Og min egen.
