De sidste mange år har jeg haft en decembertradition: julebrevet. Flere sider plejer jeg at skrive, om det lille liv; min families, og om det store; det der er sket i verden omkring os gennem året.
Jeg tager noter undervejs, for at det ikke skal være løgn, og den største fornøjelse er faktisk at åbne det magiske dokument og tage et kig på det jeg har skrevet ned – der er altid overraskelser, for hvem kan egentlig huske hvad der skete i marts eller maj? Ikke jeg.
Indimellem ret så ofte er jeg blevet overhalet indenom af livet, og brevet er blevet elektronisk – også i år.
Ja, i år er det faktisk kun en mail med hovedpunkterne fra året der er gået, og så noget med glædelig jul til sidst. Altså det vigtigste.
Men havde jeg haft tid, ville jeg blandt andet have skrevet et og andet om Vejlegården og Waterfront-sagen, om at Hilary Clinton og paven gik af, om mordforsøg og overfald i ytringsfrihedens navn, om jyske ulve, (sne)storme, gidseldram på Københavns Politigård og bomber under Boston Marathon, om lockout og regeringsindgreb, om Susanne Søndergaard der vakte et ramaskrig da hun viste en dusk hår på forsiden af Politiken, og om at der få dage senere stort set ikke var nogen som hævede et øjenbryn da en 17-årig dreng likvideredes i en kiosk i Tingbjerg.
Jeg ville have skrevet om Taksimpladsen, om ponydrab i Tisvilde – om Syrien, om hvor helt igennem forfærdeligt det der sker i Syrien, er, og jeg ville have skrevet om løftebrud, om nationer der går i betalingsstandsning, og om ministre der kommer og går, og jeg ville have skrevet om Mandela …
Men jeg havde som sagt ikke tid – så alt det må mine venner og familie høre om en anden god gang.
Det samme må I.
Til da: Julefred til jer alle – og et champagneboblende lækkert nytår.
Tak for kommentarer, likes og alt det andet i 2013 – vi høres ved i 2014 (hvis jeg kan holde mund så længe).
Det fine billede er nolet her.
