Jeg kan stadig huske den stil jeg skrev i 7. klasse.
Det var fristil, og Lisa, min veninde, og jeg havde siddet i køkkenet derhjemme med artikler og noter og havde skrevet hver sin stil om slaveriet.
Jeg havde valgt en jegfortæller, en sort mand der novellen igennem slæbte sig gennem sit liv og endte med at drukne i mudderet under slavepiskerens pisk – ja, det var dengang lørdagsunderholdningen var Rødder.
Jeg fik U (hold nu k… hvor jeg lyder gammel) for stilen. Og den blev læst op i klassen. Og jeg var glad, det husker jeg, men jeg var også ved at synke i gulvet af forlegenhed og brugte lang tid på at slå det hen som ikke noget særligt bagefter. Og at det jo bare var Tove, min klasselærer, som synes det var en god stil. Men det var jo slet ikke sikkert det var det.
Derfor synes jeg også at de 8. klasse-elever jeg var sammen med i tirsdags, der først kom hen til mig og lod mig læse deres begyndelser igennem, derefter lod deres lærer læse dem højt så de kunne modtage kritik, igen, i plenum, over for 42 andre elever, var ret cool.
Ja, den gik godt, min workshop.
Jeg nåede toget (rockertidligt inde på hovedbanen, sammen med alle de andre pendlere), jeg spildte kun en lille smule kaffe ud over mit manuskript (og ned i min taske), jeg kunne huske det jeg havde planlagt jeg skulle sige, eleverne lyttede, de sad stille, de stillede begavede spørgsmål – og de skrev. I næsten en hel time, sammen med alle de andre i klassen, og de overvandt den forlegenhed jeg kunne huske fra dengang jeg kastede mig ud at være Alex Haley.
Og det synes jeg faktisk var ret sejt.
Jeg gør det gerne igen.
Jeg holder gerne halvanden times oplæg om mit spændende forfatterliv og de bøger jeg godt kan lide, eller hvad det kun skal være, og holder en workshop om at skrive, hvis det skulle være.
Også selvom det betyder at jeg får mareridt i dagene op til om at jeg gør mere skade end gavn.
Det var dét værd.
