Jeg er ved at lukke ned for 2018 på kontoret.
Jeg streger ud og sætter kryds, lægger planer, drømmer.
2018 har været lidt flosset i kanten, jeg har haft fløjtende, syngende travlt, har oversat så tasterne slog gnister, og jeg har haft det så stille at jeg knap turde åbne kalenderen af frygt for at den kun bestod af blanke sider.
Og så har jeg skrevet, på en ny roman og på Tænk det stadig er blåt – der blev min debut som autobiografisk blogromanforfatter. Det har været godt at kigge på livet gennem et litterært filter, at se på min mor, på hendes sygdom, på hendes død, og det har været godt at sætte Gitte Lotingas fine billeder til – og jeg har savnet romanen lige siden sidste indlæg blev lagt på …
Heldigvis har året været spækket med litteratur der har fået mig til både at le og græde på kontoret, jeg har måttet tage luft ind til både Dødevaskeren og I hans øjne så jeg døden, og da jeg oversatte Six of Crows-serien, genfortalte jeg for ungerne om aftenen til kødsovsen stivnede på tallerkenerne. De åd fortællingen i store mundfulde, og de var lige så vemodige som jeg da jeg satte det allersidste punktum på side 900.
Jeg er blevet klogere på fordelen ved hemmelige forelskelser, uduelige ægteskaber og ung kærlighed der giver blå mærker, på fiktiv selvtægt begået i mit hood, terror på dansk jord, politiske citater, og jeg har ikke længere nogen grund til ikke at have klæbehjerne. Jeg er dykket ned i gådefulde dyr, nordisk vildt, Luther, Kamma Rahbek og “den danske spion” Lembourn – jeg har med andre ord oversat, korrekturlæst og redigeret nogle af de allerbedste bøger.
Det er så priviligeret, så berigende, så helt igennem lækkert – og jeg glæder mig kun til endnu mere af det i 2019.
Vi høres ved!
Foto: Gitte Lotinga
