TANKER BAG

Da vi i vinterferien drog i Fest & Farver, og jeg spurgte mindstebarnet hvad hun gerne ville være til fastelavn, var hendes svar: langhåret.
Og så var det sådan set ligegyldigt om hun var pirat eller heks (hun drog afsted som den onde stedmoder i morges), hun ville bare være langhåret, og det måtte gerne være glat og rødt. Så det blev det.

Og størstebarnet ville bare have horn i panden, treforken og den lange kappe tog han gerne med, og eneste (i morges næsten uoverstigelige) hurdle var at fastelavnsfesten ikke blev holdt i mørke, så man kunne se de djævelske horn blinke rødt. Men det klarede han dog.

Og jeg?
Ja, det eneste jeg gerne vil være, er sådan en forfatter der modtager et arbejdslegat, så mens poderne har slået katten af tønden, har jeg iklædt mig en ellers uklædelig kappe af selvfedme og sort på hvidt søgt at sælge mig selv som netop en forfatter der nu fortjener også at blive med arbejdslegat.
Ved sgu ikke om det lykkes, men jeg har trykket send og smidt kappen. Og nu er jeg blot mit eget gamle jeg igen.

Ja, jeg oversætter erotisk roman.
Ja, jeg taster som en gal. Og sletter.
For Nikki er ved at fortære Damien, hun længes, hun er ved at sprænges, jamen, det er hun. Og der er kun mig til at gøre det troværdigt.
Beklager.

Nå, det blev til en tre-fire fødsler over weekenden, og var Treo en af mine bedste venner inden, er det nu den bedste.
Jeg overlevede, og efter en sviptur til svigerforældrenes ferieforladte hus i nærheden af skoven med vintergækker og erantisser og mudrede stier og tæpper af lysegrønt mos er jeg nu så nogenlunde klar til en arbejdsuge, herinde på kontoret uden lange pauser på sofaen i fosterstilling og behov for stilhed og intet at forholde mig til.

De næste mange uger oversætter jeg erotisk roman, og selvom jeg kun er nået et lille stykke ind i universet, kan jeg allerede nu fornemme at jeg får hårdt brug for synonymordbogen når jeg skal finde på forskellige varianter af hans brændende blik, hans bløde læber og ilden indeni.
Men jeg er ikke bleg for at tage en udfordring op – heller ikke de mange passager som nok kunne ramme min indre snerpe som var det en pisk.

Yeha – det bliver sjaw.

Man skal som bekendt være forsigtig med hvad man ønsker sig. Således lå jeg hjemme på sofaen i går og krøb sammen som havde jeg spist dårlige rejer, og forsøgte at tage mig af mindstebarnet (der vistnok var blevet sendt i skole dagen før med noget der ligner en forstuvet ankel), og kæmpede for at nå en deadline.

Ja, det var sølle.
Og det var værre end at føde, så i dag har jeg været nødt til at sende mindstebarnet i skolen – igen. Heldigvis har hun jo faren med, så vi tror hun klarer det.

Lige nu kan jeg trække vejret – men det kunne jeg også i går indtil klokken blev 13 hvor Det Lede Maveonde atter satte ind, og jeg måtte give op og krybe klynkende i seng. Nu speedlæser jeg så i håb om lige at have et par timer mere inden jeg er nødt til at rulle mig sammen i fosterstilling igen.

So long. Vi høres ved når jeg været gennem det antal fødsler der måtte bekomme mig hen over weekenden.

Når man tilsyneladende har overtaget mindstebarnets maveonde fra vinterferien og derfor ikke rigtigt har nogen appetit – men til gengæld ret ondt i maven i samme øjeblik de smertestillende medikamenter holder op med at virke, og den allerstørste lyst til at ligge hjemme på sofaen og se danske forfattere fortælle om deres to verdner (men er forhindret af en deadline), er det en lidt blandet fornøjelse af læse om blodig andesteg: Ænderne bliver kvalt, står der, så der er masser af frisk blod til sovsen. Det sker dog ikke inde i restauranten. Nå, det gør det alligevel ikke?
Og om blodpølse og D-dagens blodige helvede – jamen det er som om alt hvad der har med Normandiet at gøre, handler om blod. Og så lige i dag. Hrmfp.

I dag er der et underligt mønster i mit arbejde.
Jeg redigerer en oversættelse, om fangenskab, om unge kvinder der holdes skjult i en kælder, lænkede, sultende – og samtidig er jeg begyndt at oversætte en erotisk roman, om at blive bundet, både i overført betydning og i bogstaveligste forstand, til et andet menneske, til en mand. Historierne er helt forskellige, men alligevel med en slags tema, de løber ved siden af hinanden, fletter sig sammen, der er en slags mønster i mit arbejde.

Jeg sidder som lænket til stolen (ja, undskyld, men det lå ligesom ligefor) og arbejder, støt, fra side 1 og frem. Jeg kan høre tasterne, klik, klik, klik, der er deadlines og meget at nå, så jeg håber lænkerne holder mig fast, længe, de næste mange uger.

Nå, så skal jeg da lige love for jeg kom hjem igen.

Havde stadig ro i kroppen og stilhed helt ind i knoglerne da jeg steg ud på hovedbanen efter en rejse i stillekupé, og vel hjemme igen satte ungerne og jeg os med Anders And-blade og hygge – da vi først havde snakket af – og jeg holdt fast i roen. Jeg vidste at dagen efter, i går, ville blive arbejdsom, fokuseret, koncentreret. Og lang.
Det samme blev natten, for mindstebarnet havde ondt i maven og moslede rundt i sengen, ved siden af og oven på mig, indtil hun til sidst kastede tomatsuppe op, sådan cirka klokken 01:10 og ud over min dyne. Og endelig faldt i søvn.
Det samme kan man ikke sige om mig. Så et par timer senere byttede Ulven og jeg seng, han havde sovet i ro inde hos størstebarnet, og jeg nåede lige at få en fire timer inden kontoret kaldte.

Dagen stod på korrektur af fransk kogebog, og det indebefatter blandt andet kalvehjerne, -hoved og -tunge – foruden de obligatoriske frølår – og det passede på en eller anden måde skidt sammen med søvnunderskud og hvad deraf følger.

Velbekomme!

De næste par dage holder jeg til gengæld vinterferie med højtlæsning og brætspil og pandekager – og alt andet end kalvehjerne.