TANKER BAG

Jeg blev inviteret på lam i går aftes, og rødvin og snak, og der var hvid dug på plankebordet og en duft af hvidløg, og jeg blev hængende til det var i dag.
Vi talte om børn og døden og psykisk sygdom og Biblen og kirken og økonomi. Ja, vi kom vidt omkring, og det endte med kaffe og chokolade, og jeg ville lige læse mig i søvn og vågnede klokken to med lyst tændt og den bærbare summende på maven. Det lykkedes altså. At læse mig i søvn.

Det er sidste dag i dag, og jeg har slettet mindst femten sider i det gamle manuskript og skrevet lige så mange, flere endnu, og jeg er slet ikke klar til at tage hjem, og alligevel så klar at jeg har været på rejseplanen og tjekket bustider og planlagt hvad jeg skal lave i toget. Gennem Jylland, over Fyn. Tilbage til storbyen. Til kombinationen arbejde/vinterferie og børnetegninger og smil, til deres helt igennem skønne smil, og til dobbeltseng og morgenkys.

Vi ses i storbyen.

Hvis jeg ikke havde børn, ville jeg være her i flere uger. Det er enkelheden; en kop te ved det blåmalede plankebord i køkkenet, friskbagte boller med smeltet smør, den samme udsigt, den samme musik og dagene der glider over i hinanden næsten uden at jeg bemærker det.
Så kunne Ulven pakke en rygsæk og bygge sig et hjem i skoven omgivet af en anden slags stilhed, trække dén følelse af ene og alene-liv helt ned i maven mens hans kone lod sig opsluge af det her, af Hald.
Og når vi så var hjemme i storbyens rabalder igen, og motorvejen buldrede afsted på den anden side af vinduerne, ville vi begge være lidt mere hele mennesker, tror jeg.

Men derhjemme er der lyse krøller og latter helt nede fra maven og kolde tæer under dynen midt om natten og fine stemmer der indimellem ringer og siger at de elsker mig helt op til universet.
Derhjemme er der en anden enkelhed, en hverdagsenkelhed sat i skema med klokkeslet og faste sengetider og mad på bestemte tidspunkter, og bare tanken om at sige farvel til den i mere end en uge, giver mig akut skriveblokering.

Det er det skisma der hele tiden er i mit skriverliv; trangen til at isolere mig, behovet for absolut störst möjlige tystnad, for lange seje træk – og for at leve det almindelige liv med alt hvad det indebærer.
Det er to verdener, de overlapper hinanden selvom de ikke har ret meget andet tilfælles end den dårlige samvittighed der løber som en rød tråd gennem dem begge; fordi ingen af dem kan eksistere uden den anden, men de i virkeligheden fungerer allerbedst hver for sig.

Dagen begynder først når det er lyst. Når jeg ligger i min seng inde i hjørnet, kan jeg se himlen, og havde jeg været hjemme i familien, ville jeg have været i gang i flere timer. Luften er kølig, dynen ligger som et låg over søvnen. Jeg læser avisen online, tjekker mails, Facebook. Når jeg åbner vinduet, kan jeg høre fuglene. Det føles som forår. I hørebøfferne synger Mads Langer om vægtløshed.

I dag har jeg forsøgt at skrive om sorg, om teenagesorg, og må atter konstatere at sorg er individuel, ensom og svær at få ned på papir. Så er det, believe it or not, nemmere med sex. Og kærlighed. Det bliver i morgen.

Jeg bor oppe under loftet, med skrå vægge, småblomstret tapet og gråmalet kommode.
Det minder om min mors ungpigeværelse hjemme i min mormor og morfars hjem, dengang de alle tre stadig levede, og mine morforældre havde købmandsbutik, og lageret var en gammel rødmalet trælade ude i gården med gummistøvler og spader hængende i spærene under loftet og en kaffemølle og gamle Anders And-blade i dynger man gerne måtte tage af.

Man kunne høre gulvbrædderne knirke ude på trappen, og jeg forestillede mig altid min mor sidde og fnise med sine veninder med ryggene op ad rosentapetet, og min mormor nede i stuerne med forklæde og støvekost, og morfar i butikken med orange kittel og en blyant bag øret.

Her på hovedgården knirker gulvet også, man kan høre de andre gå op og ned ad trapperne, man kan høre dem hente kaffe, og det er så fint at vide at ved siden af, under en, ovre i kapellet formes også alle mulige andre historier mens jeg skriver på min.

Jeg begyndte forfra i dag. Lagde manus til side og begyndte et helt andet sted, med en helt anden tone. Jeg ved ikke om det er det der skal til, men det var nødvendigt. Noget var nødvendigt. Og nu sidder jeg så og kigger på de 174 sider der ligger i en bunke ved siden af mig, med røde streger og kommentarer og forslag og glæder mig til at finde ud af hvor de nu er på vej hen. Godt jeg har seks dage til at finde ud af det. Gisp.