om Tanker bag

og det spørger du mig om?

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Sådan cirka hver dag Indimellem går jeg ind og læser statistik for min blog. Bliver altid så overrasket over hvor mange sider I gider læse, hvor lang tid I gider bruge på det – og hvilke søgninger det er der har ført jer ind på bloggen.

I denne måned er alle tre medlemmer af verdens bedste skrivegruppe repræsenteret op til flere gange (det er jo sådan set ikke så underligt), det samme gælder Strid og Liz Jensen (som jeg jo også har talt varmt om), men nogen har også fundet vej til bloggen via opslag som: “mænd der går med seler”, “udslæt af varmedunk”, “stine stengade nudepics” og “smølfe porn” (findes det? Virkelig?).

Ugens højdespringer er dog: “jeg har brug for et lån kan du hjælpe mig i april 2013”.

Øh, nej.

 

Astrids dagbog/ungdomsbøger/verdens sejeste skrivegruppe

man kan åbenbart godt få for meget sex (!)

Posted on by Louise Urth Olsen / 3 Comments

Jeg var i skrivegruppe hele dagen i går.
Vi mødtes det sædvanlige sted, ved det sædvanlige bord, drak de sædvanlige kaffe (jeg bestilte til og med den sædvanlige salat) – eneste forandring var at vi havde sød lockoutpige med.

Det gik supergodt. Hun fik kakao og sad med sin Nintendo i puderne for enden af bordet – men jeg tror alligevel hendes mor har måttet forklare hende et og andet på vej hjem, for jeg havde efter mange lange sessioner ved selv samme bord taget gruppen på ordet og skrevet noget med onani i min bog.
Store dele af min respons foregik i samme stil som vanlig; grinende, højrøstet, der bliver ikke lagt fingre imellem – men i går var der alligevel flere, skulle vi sige delikate ord der ligesom blev hvisket ind over kopperne og alle notaterne. Og dét ligner os jo ikke.

I dag har jeg så læst alle deres kommentarer igennem – og ud over at de har slettet en del altså og ligesom – der åbenbart er mine yndlingsteenageord – og der også er mange smileyer (phew), ja, så synes de altså godt lige at jeg kunne skrue bare lidt ned for det der med sex. Jamen det mener de altså. Godt så

dit og dat/en freelancers lyksaligheder/work, work, work

lammeskindskontor

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

I går havde jeg udearbejdsdag.
Jeg skulle læse hele dagen – og det kunne jo lige så godt foregå på føromtalte yndlingscafé.

Jeg havde egentlig forestillet mig at jeg skulle sidde på min sædvanlige plads, i en solstråle med den blå himmel lige på den anden side af vinduerne, men det regnede, så jeg havde våde sokker og udsigt til grå betonhimmel.

Men der er lammeskind og stearinlys, så det så både sådan her ud:

Udearbejdsdag1

Og sådan her:

Udearbejdsdag2

Og da jeg forlod lammeskindskontoret syv timer senere, havde jeg slet ikke opdaget at jeg havde været på arbejde.

Se, det kan anbefales.

dit og dat/variation i hverdagen

det forgængelige kød

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Jeg har sagt det før: Noget af det jeg elsker allermest ved mit arbejde, er variationen. For eksempel at gå fra det her til det her:

“Jeg har altid undret mig over, hvad der bliver af dem … bagefter,” fortsatte søster Agatha. ”Vil lady Bulmers familie få lov til at tage hendes lig med og begrave det, selv om hun har gjort sig skyldig i højforræderi?”

Søster Joan sendte hende et bestemt blik. ”Den slags skal vi ikke bekymre os om. Jeg er sikker på, at ladyens familie har midler til at bestikke vagterne bagefter, hvis det er det, de vil. Det er sjælene, vi skal tage os af, ikke forgængeligt kød.”

Ja, jeg har skiftet genre. Det bliver en god dag.

dit og dat

endnu en dag på kontoret – en slags sympatierklæring

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Jeg var sammen med en flok lærere i går hvoraf nogle er lockoutede. Og ret trætte af det. De vil jo dybest set bare gerne på arbejde, de savner det.

Jeg prøvede at sætte mig ind i hvordan det må være at være udelukket fra at passe det job man egentlig ret godt kan lide, og at være tvunget på dagpenge i x antal uger (i hvilke man meget gerne må vandre gaderne tynde og fortælle folk at man faktisk hellere ville på arbejde – og at man ikke strejker, men er lockoutet, og at det altså er noget helt andet).
Jeg prøvede at sætte mig ind hvordan det er at kæmpe en kamp man nærmest er blevet sat til at kæmpe, en kamp som også handler om fordommen om at man ikke rigtigt gider arbejde lige så meget som alle andre, ja, jeg prøvede at sætte mig ind i hvordan det er bare at vente på at nogen, måske, måske ikke gider genoptage forhandlingerne om ens arbejdsliv – samtidig med at man tænker at man nok først får lov at komme på arbejde igen når der engang, for det regner de jo i virkeligheden alle sammen med, kommer et indgreb.

Det var faktisk ret let at sætte sig ind i. Det må være rockersurt.

Så da jeg låste mig ind på tegnestuen her til morgen og blev mødt at stille jazz og den der skønne søvnige morgenstemning der altid er her når alle endnu ikke er mødt, ja, der var jeg altså ekstra glad for at det heller ikke i dag er mig der skal iklæde mig badge og banner og dele æbler og flyers ud og smile og ønske alle andre god arbejdsdag.

redigerede bøger/work, work, work

åh, den kærlighed, #2

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Når man redigerer romance, og en graviditet beskrives med samme patos som en krig i Libyen og den chokerende nyhed om at man muligvis ikke er datter af den man troede man var datter af, og jeg ikke rigtigt reagerer på nogen af delene, er det så mig der en følelselskold skid – eller romancen der, på en eller anden måde, måske ikke rigtigt har fået fat i sin læser = mig?