TANKER BAG

Hun var bange for mus. Fælderne stod i køkkenskabet og i værkstedet i bunden af huset og ved fyret i bryggerset. Engang klappede en fælde inden musen havde fået sat sig ordentligt til rette, og halen var næsten blevet revet af ved roden da den havde slæbt fælden efter sig. Ude i bryggerset, tror jeg, vi måtte ikke se det, men hun har helt sikkert taget hånden op til munden da de fandt den, og inde i mit hoved væltede billederne blodigt rundt.

Vi fik nye fælder. Små bure med tremmer for enderne og et sindrigt system jeg forsøgte at gennemskue, som gjorde at de kunne komme ind, men ikke ud. Man kunne høre dem rumstere indeni.

En enkelt mus valgte et andet skab end det med fælderne; det store afsyrede der husede min farmors hæklede mundservietter og viskestykkerne og makronerne i den blomstrede kagedåse fra min mormor. Man kunne se dens tænder i kogechokoladen, makronerne var blevet små bunker støv, og den havde bygget rede i karkludene. Hun må have fået kvalme af alle muselortene.

Derfor ved jeg hun ville have sagt nej, men det var på Hjallerup Marked, og min bror havde holdt hendes veninde Gunhild i hånden på sin vej mellem boderne ned til radiobilerne, og man ved jo aldrig hvad de landevejsriddere kan finde på – som at forære små japanske dansemus til lyshårede knægte med krøller og perlelatter i både stemme og øjne.

Den var ikke større end en femkrone. Måske var det det der gjorde at hun sagde ja, herregud, den fyldte jo ingenting, men halen var lang, og når musen vrikkede hen over den blomstrede madras på min skibsbriks, lignede halen en slange.

Jeg sad med bowlen fyldt med savsmuld og det mikroskopiske liv mellem benene da vi havde den med på rundfart til naboer og venner.  Det var jo mageløst med den bette mus. Jeg holdt glasset fast mod bilens skrumplen, sommerbrisen stod ind over markerne og ind ad forruden, og jeg skulle have lagt hånden beskyttende over åbningen. Det skulle jeg.

Jeg tror ikke jeg nogensinde har fortalt ham at jeg kunne se det allerede da jeg sad der i bilen. På vejen hjem. Jeg tror heller ikke han ved det, for vi satte bare bowlen ind på plads i vindueskarmen, og først næste morgen opdagede vi at den lillebitte japanske mus som den første i vores familie var holdt op med at danse.

Tænk det stadig er blåt #29

Vi mødtes under stjernerne i den smukke tøndeformede bygning. Der var udsigt over søerne og springvandet der symboliserer solen, månen og jordens omdrejninger, og pusherne der forsøgte at skjule sig i skyggerne helt inde ved muren med zigzagmønsteret.

Der var julefrokost, og vores ansigter var stadig blanke og glatte, livet havde ikke dannet rynker endnu, ikke udenpå i hvert fald. Vi var begge i sorte bukser, sort blazer, hvid skjorte; vi lignede Julia Andrews i Victor Victoria, og der lå ti centimeters tavshed på den hvide dug mellem os. Vi havde hilst, vi spiste, vi sad der mellem kollegerne, men da vi først vendte os mod hinanden og begyndte at tale, stoppede vi ikke før et kys timer senere afsluttede samtalen ude på Gammel Kongevej. Og siden har vi ofte kigget stjerner.

Han lignede ingen mand jeg havde mødt før. Intet lignede noget jeg havde mødt før, så let, ligetil. Så usikkert. Men man bliver jo hele tiden overhalet indenom af livet. Så kommer det buldrende der med dets uperfekte kærlighed og dets bedreviden og alt det man ikke troede det også var. Er.
Vi kyssede i et vinterslukket springvand i Amaliehaven på første date, drak blå shots på Galathea Kroen sammen med hans bedste ven, og da vi sagde farvel, spænede han efter bussen som var vi en Nils Malmros-film.

Vi havde stået der i baren og leet og grinet og talt hen over realiteterne. Han havde lige forladt en kærlighed, havde hele sit liv i en taske, boede her og der og hjemme hos sine forældre, og inde under tøjet var hans hud gennemskåret af skrammer, af virkelighed og af levet liv. Af ar. Allerede. Og inden aftenen var omme, havde han vist mig de største.

Tænk det stadig er blåt #27

Han gik ikke synderligt op i statussymboler som havespringvand, eksotiske rejser og rødvin. Eller kongeligt porcelæn, sortglaseret tegltag og den slags. Røde bøffer og Rolex-ure. Han har altid mere været tilhænger af en limpistol og brugtvognsmarkedet og de danske campingpladser. Af nøjsomhed og lapper på tøjet og gør-det-selv-projekter. Og kærlighed; dét var de enige om.

Men han sparede op, kistebundsrigdom syntes at være gud, og det eneste jeg har hørt dem diskutere indædt, vedholdende, er den skide kapitalpension. Så hævede hun stemmen helt svagt og forsøgte med fornuft og følelse og gråden som en helt svag dirren.

I alderdommen skulle der være penge nok, syntes han at tænke, dagene skulle være belagt med Danske Bank-tryghed, og de skulle leve, skulle de, med Beaujolais og Spies Rejser og Otto Duborg og hele molevitten.

Men livet har det som bekendt med at være pisseligeglad med langtidsplanlægning og opsparing og sympatiske drømme. Livet skider på den slags, gør det. Det drysser med let hånd brud og opgør og konkurs og kræft ud over os, det lader støvet lægge sig på rødvinen i vinreolen, og rejsegavekortene på opslagstavlen bliver gulnede, de udløber, alt imens man kan høre seddelpressen inde ved siden af.

Tænk det stadig er blåt #25
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga