planer

Han gik ikke synderligt op i statussymboler som havespringvand, eksotiske rejser og rødvin. Eller kongeligt porcelæn, sortglaseret tegltag og den slags. Røde bøffer og Rolex-ure. Han har altid mere været tilhænger af en limpistol og brugtvognsmarkedet og de danske campingpladser. Af nøjsomhed og lapper på tøjet og gør-det-selv-projekter. Og kærlighed; dét var de enige om.

Men han sparede op, kistebundsrigdom syntes at være gud, og det eneste jeg har hørt dem diskutere indædt, vedholdende, er den skide kapitalpension. Så hævede hun stemmen helt svagt og forsøgte med fornuft og følelse og gråden som en helt svag dirren.

I alderdommen skulle der være penge nok, syntes han at tænke, dagene skulle være belagt med Danske Bank-tryghed, og de skulle leve, skulle de, med Beaujolais og Spies Rejser og Otto Duborg og hele molevitten.

Men livet har det som bekendt med at være pisseligeglad med langtidsplanlægning og opsparing og sympatiske drømme. Livet skider på den slags, gør det. Det drysser med let hånd brud og opgør og konkurs og kræft ud over os, det lader støvet lægge sig på rødvinen i vinreolen, og rejsegavekortene på opslagstavlen bliver gulnede, de udløber, alt imens man kan høre seddelpressen inde ved siden af.

Tænk det stadig er blåt #25
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga