Oppe i skoven bag hønsehuset brændte han skrald af i en gammel, bulet olietønde. Man kunne se røgen, grå og bølgende, nede fra landevejen, og kneb man øjnene sammen, kunne det ligne skyer der drev hen over himlen og lavede skyggespil på markerne. Når de sidste gløder var ulmet færdig, lå der kun et par batterier, noget sortsvedent jern og små sammenkrøllede stykker plastik tilbage på bunden af tønden. Nogle gange kunne man se sorte papirstumper svirre i luften som konfetti.
Det var i weekenden når vi havde samlet en uges skrald sammen, og indimellem sagde min mor at vi godt lige måtte vente med at gå derud, bare indtil den værste røg var stilnet af. Det griner min far stadig af.
Det var dengang man sagde at man kørte bedre med en lille skid på. Og uden seler. Vi lå på mønstrede madrasser og trillede rundt omme bagi når vi kørte hjem fra mormor og morfar, og gadelyset gled hen over taget i bilen og glimtede os i søvn som sagte stroboskoplys.
Og der blev røget ved bordet, allerede inden man havde skrabet den sidste rest bearnaisesovs op med sin gaffel, og vi væltede os i mættede fedtsyrer og farvestoffer og tilsætningsstoffer og sprøjtegifte.
Men man skal jo dø af et eller andet, siger de fandme.
Og det gjorde hun så.
Tænk det stadig er blåt #38
Foto: Gitte Lotinga
