Mens jeg i går gik og summede over hvad jeg skulle skrive om på bloggen i dag, skrev Heidi det her blogindlæg – og ja, så kom jeg ligesom til kort.
Min blog er jo dejligt selvcentreret, så jeg behøver dybest set ikke mene noget om andet end mit arbejdsliv (og mig selv, mig selv, mig selv), men jeg elsker når andre mener noget på deres blog.
Så i dag kigger jeg ud ad vinduet og tænker på dem der mistede et ungt menneske, på dem der stod ved siden af da han blev skudt, i hovedet, og på om det er sandt at vi er blevet immune over for mord.
Det samme kunne I jo gøre – efter at I har læst med ovre hos Heidi.
Et velrettet spark fra Heidi, der gav stof til eftertanke. Tak.
Det gør det nemlig, Lene. Det var også derfor jeg blev tavs.
Næh dog! Det her opdagede jeg kun ved en meget tilfældig tilfældighed. Tak for den omtale – og for tankerne til den unge mand. Men tavshed er der ingen grund til. Sæt i gang. : )
Du opdagede den, Heidi – det er jeg sikker på også andre gør. Det er jo så vigtigt, så vigtigt.