I al den tid jeg har skrevet, har jeg kunnet skrive. Jeg har aldrig prøvet at have en skriveblokering – sikkert fordi jeg aldrig har skrevet lang tid ad gangen, men altid har måttet smide skriveriet ind i små bidder mellem et par oversættelser, i en pause med mindre opgaver og de sidste par år én time hver morgen til at skyde dagen i gang med. Og så er jeg jo utallige gange blevet overhalet indenom af opgaver der gav penge – og af livet i almindelighed som ofte har taget en stor luns af den tid jeg havde tænkt mig skulle bruges til at skrive.
Jeg tror nok jeg er kommet til at prale af det også indimellem. En skriveblokering, nej, det har jeg godt nok aldrig haft. Mit problem er altid at jeg ikke har tid til at skrive, aldrig at inspirationen mangler.
Men så var det at min skrivegruppe engang i foråret – efter at have skreget (så højt man nu kan tillade sig det når man sidder der på fancy café med hvide duge og stearinlys og megadyr ceasar salat) på at der skulle være noget mere sex med i min bog – så pludselig sagde at det måske var lige i overkanten. Hrmfp. Og selvom jeg måske godt kunne se at de havde ret, og selvom jeg godt vidste at der kun var mig til at få det forbandede manuskript rettet igennem – ja, så gik jeg i stå.
Sådan rigtigt for alvor i stå.
Og mens skriveblokeringen blev lige så stor som en elefant og lå der på mit skrivebord og truttede mig ind i ansigtet hver morgen jeg slog den bærbare op på kontoret, fandt jeg på alle mulige mere eller mindre vellykkede undskyldninger for at gøre noget andet end at arbejde på det manus: lavede penge (det skal jeg jo, ellers kommer fogeden, og vi bliver sat på gaden, og vi må tage børnene ud af skolen og hjemmeundervise dem. Og så får jeg slet ikke tid til at arbejde), holdt sommerferie (det skal man jo), bloggede (jamen jeg har jo så utroligt mange læsere der bare sidder og venter på at jeg får sendt den daglige dosis blogging af sted), og jeg kom vist også til at skrive på noget andet (for eksempel et gammelt manuskript som altså sagtens kunne have ventet. Sagtens).
En dag slog det mig så at jeg jo faktisk er i gang med efterfølgeren til Astrids dagbog, og at målgruppen ligesom ikke står stille mens jeg laver alt muligt andet end at skrive en efterfølger, så hvis jeg har tænkt mig at de der har læst 1’eren, også skulle gide at læse 2’eren, må jeg vel hellere se at komme i gang – så de ikke når at fylde 30 inden dén kommer på gaden.
Så det gjorde jeg. Kom i gang altså.
I mandags, ovre i hyggehjørnet på kontoret med kaffe og den røde pen og stearinlys.
Og det var ren magi.
For alle de noter jeg havde lavet til mig selv (om at skrivegruppen ikke har en skid forstand på teenageliv fordi de alle tre skriver voksenbøger, og hvad ved de overhovedet om hvor meget man tænker på sex når man er femten (Hvad ved du selv, Louise, spørger I så? Alt, åbenbart, har jeg tænkt da jeg skrev de noter. Og der var mange af dem)), ja, de noter kunne jeg lige så fint slette med den røde pen igen – for der sker jo det når man, frivilligt eller ufrivilligt, lader et manuskript hvile (og gennem flere måneder ignorerer elefanten på ens skrivebord), at det viser sig at Verdens sejeste skrivegruppe – selvfølgelig – har en pointe med næsten alt det de siger.
