Jeg er efter et hæsblæsende halvt år med fuldt skrald på jobbet røget ind i et noget mere stille forår.
Jeg har prøvet det før – og alligevel strejfer tanken mig hver eneste gang: Hvad nu hvis der ikke dukker noget op? Hvad nu hvis vi er nødt til at bo i en campingvogn, og ungerne skal tages ud af skolen så vi kan hjemmeundervise dem og spare skolepengene, og ulven derhjemme må køre taxa om natten, og vi skal leve af risengrød og postevand?
I al den tid jeg har været freelancer, har jeg vidst det var det jeg ville.
Jeg elsker variationen i opgaverne, friheden, uafhængigheden. Jeg har ikke søgt en eneste fast stilling – for jeg kan simpelthen ikke forestille mig at lave andet end det jeg gør. Så jeg har ingen plan B. Det er nødt til at bære.
Hvor andre af mine freelancekolleger indimellem begynder at søge de faste stillinger de (måske – måske ikke) vil have (fordi usikkerheden er et obligatorisk og som ovenstående svada netop viser, voldsomt angstprovokerende vilkår), har jeg altid afsøgt nye freelancemuligheder – og det er i bund og grund befriende aldrig at overveje at lave andet.
Men alligevel: Hvad nu hvis?
Som altid når jeg står i en mindre arbejdsom periode, bliver jeg underligt blufærdig over det. I virkeligheden vil jeg jo helst give alle dem jeg arbejder for, indtrykket af at jeg til alle tider har utroligt meget at lave, at jeg er sådan en der er rift om, altid – men samtidig er jeg jo nødt til lige at sende nogen et (forsigtigt, men alligevel overskudsagtigt) pip om at jeg da godt kunne finde plads i kalenderen til en opgave eller to. Hvis nu det skulle være.
…
I virkeligheden ville det fedeste jo være hvis skrækken for trailerparklivet blev omsat til en hvirvelvind af kreativ energi – og jeg skrev så blodet sprøjtede.
At jeg kunne bruge pauserne – for de kommer jo, vi ved det alle sammen; her på tegnestuen, ude i det øvrige freelanceliv – til at få skrevet den der sexscene min skrivegruppe har skreget på så længe nu at jeg (selvom jeg jo er gruppens ubestridte snerpe) snart bukker under.
At jeg får skrevet min voksenroman igennem en sidste gang så den er fin og rund og klar til at møde et forlag der måske vil synes den passer lige ind i deres udgivelsesprofil.
At jeg får læst noget mere Vi Unge så jeg er opdateret på onani, kærestesorger, på hvordan man flirter på Facebook – og på hvilken kyssetype jeg er. Ja, den test er jeg simpelthen nødt til at få taget. Nu.
Mens jeg gør det – og får skrevet en halv roman om dagen – kunne I måske finde en opgave eller to jeg liiige kunne få presset ind i kalenderen. Hvis det nu var.
Kære Louise,
Det er mine ord de halve – liiige med undtagelse af det om sexscenerne. Dem skal jeg bare oversætte, ikke opfinde.
Og når man spørger en freelancer – mig – hvordan det går, er svaret enten: “Fint, jeg har arbejde”, eller “Ikke så godt, jeg har ikke noget at lave.” Sådan ville en fastansat jo aldrig svare.
Lene, tænker at man – vi – må arbejde lidt på svaret. Måske skulle vi når der er lidt længere mellem opgaverne, bare sige noget i stil med “Det går godt – lige nu har jeg rigtigt god tid til gåture i parken og kaffeaftaler.” 😉