Jeg ved ikke hvad det er det gør ved mig, det her sted. Men noget er det.
Måske er det lyset der falder rundt om mig som store felter på trægulvet, måske er det billederne på væggene, gæssene på den anden side af ruderne, løbeturene i vejkanten, jeg ved det ikke.
Men nu er jeg så begyndt på en ny bog.
Voksenbog. Kortprosa. Altså ret langt fra en ungdomsbog. Og jeg har skrevet lige så mange sider i den som jeg har i Astrid.
Jamen jeg ved heller ikke hvad der skete, som Astrid ville have sagt, men i skrivegruppen er vi så enige om at man skal skriver der hvor energien er, og den er altså – også – her.
Det er ikke fordi jeg har svigtet Astrid, ikke rigtigt, men når jeg har brug for en pause fra hende, så smutter jeg lige forbi det fine nye dokument hvor alt kan ske.
Og åh, jeg elsker det her sted i en tekst, der hvor der kun er muligheder, potentiale, der hvor man ikke har lavet nogen begrænsninger for sig selv, hvor man endnu ikke har givet karakterne familie, livretter, aversioner. Der hvor man bare kaster sig ud fra klippekanten, og det eneste man ved, er at man på et eller andet tidspunkt vil ramme vandoverfladen.
