På mit kontor står en gammel sofa.
Når man ligger i den og kigger ud ad vinduet, kan man kun se himlen over Nørrebros tage og Assistens Kirkegård.
I dag er ruden kun en hvid plet. Hvis man ligger længe nok og stirrer, virkeligt stirrer, kan man godt fornemme at det sner. Man kan midt i alt det hvide se de små stikkende fnug hvirvle ned over huse og gader.
Sådan kunne jeg ligge i timevis.
