Jeg kan godt lide tanken om at det var hende som sagde det. Inden hun blev syg, da jeg var barn, blot en prik i livet.
Nej, nej, du må ikke sige det højt, sagde hun og lagde sin hånd hen over min mund. Og i hendes blå blik lurede smilet. Vi havde lige set et stjerneskud, det dalede over himlen, ned mod marken, svævede ud i verden som mælkebøttefrø, og ønsket var som en tyggegummiboble, på vej ud over læberne, lyserød og vibrerende bristefærdig.
Nej, nej, du må ikke sige det, så går det jo ikke i opfyldelse. Man skal gemme det, herinde …
Så nu lå jeg der, femten år efter, tyve år efter og bange voksen. Jeg talte uden ord ned i puden om aftenen. Jeg messede det samme tavse ønske igen og igen og igen – når jeg hævede blikket over Langebro om morgenen i den bugtende universitetsslange på vej til KUA, når jeg stod og rørte i pastasovsen om aftenen, rundt og rundt, når jeg svømmede, tag for tag de første 25 meter, 200, 1000, bane efter bane. Jeg hviskede, kiggede på himlen, hviskede, igen og igen og igen.
Tænk det stadig er blåt #26
Foto: Gitte Lotinga
