Nå, mødet i går gik (selvfølgelig) godt.
Vi talte om formatet (der bliver rigtigt fint), om omslaget (det bliver lækkert) og om den sidste redigering (der bliver peace of cake).
Til gengæld er vi enige om at bogen skal have en anden titel end arbejdstitlen Life sucks, og det var straks værre. Hader titler. Eller jeg hader at finde på dem – jeg ved hvor vigtige de er, og måske er det der presset ligger. Jeg har i hvert fald fornemmelsen af at være tømt for noget som helst der kunne ligne en titel, bare ved tanken om at det er en sådan jeg skal kreere.
Har bedt den sibiriske ulv derhjemme om at sparre mig. Sagde at bogen bliver titelløs hvis han ikke hjælper mig, og det kunne han alligevel ikke bære; at hans kone skulle debutere med en bog uden titel, så han har nu lovet at læse manus igennem og tæppebombe mig med gode idéer. Kan slet ikke vente – alt hvad jeg foretager mig med manus nu, er jo et skridt nærmere den endelige bog.
Efter mødet havde mand og børn sørget for festmiddag for at fejre at jeg nu har min første forfatterkontrakt liggende på skrivebordet. Ungerne havde valgt menuen, stegt flæsk og persillesovs, og mindstebarnet hældte sovs til randen af sin tallerken, mens størstebarnet diverterede med en beretning om hvordan man laver et menneske om til en sofa. Det var noget han havde hørt i den seneste lydbog vi har lånt til ham på biblioteket (I kid you not), og jeg fik først taget hænderne op for ørerne da han kom til det med at man bare skulle flå huden op om hovedet på mennesket til det glinsede rødt og så banke sømmene i.
Heldigvis var der gin og tonic sammen med ulven senere, så jeg glemte alt om menneskelige sofaer der glinser rødt.
(PS. Jeg udkommer primo september. Så det).
STORT! 🙂
Ja, og med blodig fejring!