taknemmlighed med tilbagevirkende kraft er vel også taknemmelighed

Det er en underlig dag i dag.
I eftermiddag skal vi sige et sidste farvel til Jens, så jeg har blandt andet brugt formiddagen på at skrive en lille hilsen til ham.
Og mens jeg har lavet frikadeller til sommerfesten i børnehaven senere på dagen og afrundet en korrektur, har jeg derfor også filosoferet over at jeg altid når jeg tager afsked med nogen, netop filosoferer over at alt det jeg gerne vil sige til dem ved at tage til deres begravelse/skrive en hilsen til dem/udvælge hvilke blomster der lige nøjagtigt er dem/tale med deres pårørende, i virkeligheden er så betydningsfuldt at jeg burde have sagt det da de levede.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor har jeg ikke siden jeg stoppede på universet, lige sendt Jens en hilsen og sagt: Hey, er du klar over hvor meget du præger det arbejde jeg har valgt? Hvorfor har jeg aldrig fået samlet det gamle hold, som jeg længe har tænkt på, så vi ikke, som nu, mødes til begravelsen af en af vores undervisere fra dengang?

Tja. Fordi livet vel haster af sted med en mens man har alle mulige gode intentioner – men indimellem så ramler man ind i et eller andet der får en til at stoppe op og sende en taknemmelig tanke, sende et smil ligefrem, og det er vel i grunden fint …
Især hvis det minder en om, ja, til og med får en til også at gøre præcis det samme til mennesker der stadig er her.