Og vi legede spark til bøtten i haven og hang ud i hallen hvor badmintonskoene hvinede mod gulvet, og på legepladsen hvor vi snakkede verden og veninder ihjel på svinggyngen eller balancerede på betonrøret der efterhånden skilte som en slange hugget over i fire store stykker i græsset.
Og i legehuset lærte vi hinandens kroppe at kende, og vi fik det første kys på kirkegården, han havde hånden inde under blusen med cykelhandske og det hele, og kirken uden tårn knejsede på bakken midt i byen, sådan som landsbykirker gør, og på den gamle del af kirkegården lå levet liv nu i mosbegrode stendynger.
Vi legede antonius, og jeg kan stadig mærke skiftet mellem det dugvåde græs i haven og småstenene på gårdspladsen under aftenkolde fodsåler når man havde grebet bolden og spænede rundt om huset: Stop! og tre skridt og et spytklat senere havde man fået en mere på holdet.
Vi tog til Vesterhavet. Helt nede ved vandkanten parkerede vi, der var farvede benzinspor i sandet, og vi brugte bilen som læsejl og løb klit op og klit ned og ud i havet der stadig er bedst når det viser tænder, grrr. Og kun tyskerne frygtede ikke havet og drev til havs på luftmadrasser og badedyr der ville ud i verden. Man kunne se dem som små vuggende både i horisonten, helt derude hvor vi ikke måtte gå, på den anden siden af tredje revle.
Solcreme gjorde vi ikke i. Min mors bare bryster var fregnede med hvide streger under, og om aftenen lå jeg helt stille under et knitrende lagen, med armene ud til siden og benzokainliniment som et klistret lag ny og kølende hud. Men min farmor, hun vogtede sig, lagde ansigtet i skygge under hatten, fortrak ind under den blomstrede parasol, fremsynet som hun var, men den bløde hud i ansigtet, helt ude på næsetippen blev alligevel syg. Og vi hævede faktoren i solcremen, tog forbehold, krøb i skygge, men kvinderne dør af kræft i min familie; blod, hud og knogler inficeres, også selvom vi fortrænger de solskoldede nætter under knitrende hvide lagner.
Tænk det stadig er blåt #9
