Da Thomas Vinterberg brød gennem lydmuren med Festen, gik der ikke længe før rygtet om at han vist nok havde lånt historien til sin film fra virkeligheden, begyndte at svirre. En ung mand havde fået en bunke P1-lyttere til at synke en klump i halsen på den anden side af radioen da han i Koplevs Krydsfelt fortalte om sin stedfars årelange misbrug, søsterens selvmord og den sandhedstale han havde holdt til stedfarens 70-års fødselsdag. Senere kom det frem at Allan, som den unge mand hed, vist nok havde lånt temmelig meget af sin historie fra fiktionen – men det vidste Vinterberg ikke da han lod sig inspirere til sin film.
Det er sådan det er. Indimellem er det som om alt er fortalt en eller flere gange før. Og det vi der gerne vil lave nye historier – i form af film, teater, bøger, kunst – skaber, er allerede skabt i en anden form. Vi filer blot, føjer nye detaljer til, nuancerer – vi står på skuldrene af skaberne til allerede eksisterende værker, og selvom vi ikke vil, stjæler vi med arme og ben fra den historie der ligger bag os. Ofte uden at vide det.
Som da jeg for to år siden begyndte på min ungdomsbog om teenagepigen Astrid fra Frederiksberg og forærede hende en morfar på Fyn der elsker at gå i sin have og nusse om sine pæoner og blandt andet fortælle sit nysgerrige barnebarn at man i gamle dage begravede moderkagen efter en fødsel i sin have og plantede et magnolietræ oven på – og nu så mange måneder efter oversætter en bog om en ung fyr i England der er forsynet med en morfar der elsker at nusse i sin kolonihave og løfte sten sammen med sit barnebarn og kigge på bænkebiderne der myldrer rundt i panik over at deres hjem er blevet invaderet at sollys.
Eller som da jeg for så mange år siden at jeg ikke længere kan huske det, begyndte på min voksenbog om en mand der langsomt går i opløsning i sit liv – og en begavet konkollega der lige har læst manuskriptet, i fredags til cafémøde om netop det, spørger om jeg har læst Sten, saks, papir af Naja Marie Aidt – for min historie minder utroligt meget om den …
Ingen ønsker vel at stjæle, tænker jeg, alle drømmer vel om at lave originale værker – men hvordan skal man kunne det, når historier, både virkelige og fiktive, som man ikke engang har hørt før, som man intet kender til, bliver ved med at snige sig ind i ens egne historier – som en tyv om natten?
Jeg har for øvrigt tyvet lånt billedet her.
