Hun sad derude på landet. Man kunne høre termokanden snøfte og nordenvinden krybe raspende gennem bøgebladene, men døren var låst, og natten var mørkelang over markerne på den anden side af vinduerne. Var hun selv en film, ville en vindueshasp klapre et sted, og der ville med ét lyde et bump nede fra den kælder de ikke havde. Hun sad derude på landet, med fødderne oppe på stuebordet, fjernsynet spejlede sig i de sorte ruder, og hun var alene hjemme. Fuglene, Psycho, Hjemsøgt, Soon Amy, soon.
Til gengæld holdt hun sig fra virkeligheden, fra aviser og den slags og dameblade og bøger med fortællinger fra det virkelige liv. Holdt sig fra alt for meget Tv-avisen og P1 Morgen og dokudramaer. Og politik og dokumentarprogrammer om skilsmisser og børnedrab og sorte og hvide og misrøgt og det der er værre.
Jeg har prøvet at gøre hende kunsten efter, mange gange, men jeg duer ikke til mørke og lyde og underlægningsmusik og suspense i levende billeder, jeg er faktisk bedre til virkeligheden.
Tænk det stadig er blåt #30
Foto: Gitte Lotinga
