julesorg

Det var anden eller tredje jul, tror jeg, og jeg kunne mærke blikkene bide i nakken som jeg sad der på kirkebænken. Juletræet stod på den samme plet i koret, båndene var lilla i adventskransen, menneskene de samme, vi var ældre, bevares, havde børn ved hånden og begravede bedsteforældre og mødre på den anden side af kampestensmurene.
Men jeg var fjorten og følsom igen.
For der sad han, min far, med ryggen rank og håret nyfarvet. Deep Black, måske? Eller Intense Red? Jeg husker det ikke. Måske var det det år det var blåt. Og Sneen landede som småbitte blomster i den nye farve.

Kun fordi vi plejede at gå i kirke – det føltes som om hun var der, julegudstjenesten var hendes sted – var jeg taget med. Men allerhelst var jeg blevet hjemme. Havde siddet i sofaen i julekjole med Baileys og min sorg der var helt anderledes lavmælt end hans. Så privat.

Det var som om der skete noget i julen, som om hans sorg slog ud i en anden slags vildskab, en man kunne se. En andre kunne se. Og jeg var sikker på de hviskede og tiskede, for det er det folk gør; de snakker. De stikker hovederne sammen og bliver enige om at nu har han da mistet grebet, den stakkels mand, og ja, det er jo det der sker når konen dør først. Og får han overhovedet noget at spise, og arbejder han ikke også alt for meget? Var der ikke nogen der havde hørt fra nogen at han stort set aldrig var hjemme mere, men huset måtte jo også føles så stort nu, og tomt, og med børnene spredt i landet.

Og jeg ville råbe ad dem. Stille mig op på kirkebænken, så de også så mig, men i stedet stirrede jeg på Jesus med blodet dryppende ned på bænken under sig, på de lilla bånd om kransen, på præsten.

Tænk det stadig er blåt #57
Foto: Gitte Lotinga

tilvalg, fravalg #2

Jeg har truffet et valg, sagde jeg. Stemmen sprød og luftig som nybagt marengs, blikket flakkende, ved siden af ham, bag ham, væk fra ham. Min kæreste.

Vi sad i parasolskygge på Skt. Hans Torv, kunne høre kunsten plaske bag os, børn der soppede, og klirren og sommersludren, og han var bleg, så bleg som man er når man intet ved. Og jeg var porøs, som knitrende pergament, det er det sorgen gør, den slår sprækker og revner og efterlader en med perforeret hud både udenpå og indeni, og jeg havde opgivet, havde valgt at glemme alt det andet; livet, hverdagen, alt det der stiller krav til en, forventer man er der, kærligheden – døden trumfer alt på den måde, og han sad der foran mig så gennemsigtig som man er når man har kæmpet alene.

Men nu var sprækkerne i mig så godt som tætnet, snart ville de være falmede ar på huden som man kun ser en sommerdag hvor solen farver.
Og livet tittede frem, det steg som spirer ud af huden på mig, og jeg var klar igen. Til verden.

Hun siger at kærligheden er et valg, sagde jeg, så den tager jeg.

Tænk det stadig er blåt #56
Foto: Ulven

bamse

Og folk holdt op med at spørge. Det gør man. Det gør jeg. Jeg er ikke bedre selv.

Men man står jo der med sorgen som en gigantisk Build-A-Bear i favnen. Man kan næsten ikke lukke armene om den, og man kan ikke kigge forbi den. Man kan ikke stille den fra sig. Man ville ønske man kunne, alle andre ville ønske man kunne. Bare en time, bare ti minutter – bare ét fucking sekund – men bamsen er som syet fast til ens arme.

Jeg ved det godt. Jeg minder mig selv om at det er sådan det er. Husk at spørge, husk at spørge, husk at spørge. DU. ER. NØDT. TIL. AT. SPØRGE, messer jeg når jeg ser dem komme imod mig med sorgens bamse i favnen. Men alle ord tørrer ud på tungen inden jeg så meget som får åbnet munden, og når det en sjælden gang lykkes, én gang hvert hundrede år, kan jeg godt selv høre hvor hverdagsplat og overfladisk det er: Hvordan går det? (Please, sig det går godt, please, sig det går godt). Og så prøver jeg at få øje på dem bag bamsen, prøver at signalere at jeg godt ved hvordan det er, jeg ved det godt – og jeg ved også det er løgn når de endelig, endelig siger: Jo tak, det går da meget godt.

Tænk det stadig er blåt #55
Foto: Ulven

forræder

Det er sådan det er med erindring.
Den puffer mellemrum ind, den bedrager, den strækker tiden og lader en måned gå som med et fingerknips.
Den leverer underlægningsmusik, docerer dufte, laver røgslør.
Den trækker frem, skubber i baggrunden, kaster lys og laver skygge.
Den udglatter rynker, bygger piedestaler.

Man prøver at holde fast i den, vil så gerne, man vil så gerne huske. Huske lyden af vinden i rapsen, smagen af bradepandekage, duften af nyslået græs og korn der stakkes. Og følelsen af gulvtæppets slidte løkker mod de nøgne knæ, rudens kulde mod kinden, fliserne på gulvet i entréen.

Og hendes duft i morgenkåben, hendes stemme, hendes hud.

Tænk det stadig er blåt #54
Foto: Gitte Lotinga

fars dag

Da min mor døde, genopdagede jeg min far.
Lærte at han kan lave flæskesteg med sprød svær til langt over ti gæster, at han har evner for julegaver og traditioner min mor havde opfundet, at han får et særligt blik i øjet når han kigger på en, at han kan blive rørt. Måske er det kun mig der kan se det.
Selvom min far ofte lå under en bulet bil ude i garagen i min barndom, eller malede hus eller sørgede for at der var sug i toilettet når rørene stoppede det der sted nede i haven der ofte stod under vand, så har han lært mig hvad ordentlighed er og generøsitet og uselvviskhed. Han har vist mig stoisk ro og sindighed.
Han har lært mig at kroge en orm, at snitte en pølsepind, at vende en pandekage i luften, at kalke et hus.
Og han har lært mig at familie slår alt.

 

hjemkomst

Havde han mon allerede farvet sit hår den første jul? Min far. Var det rødt? Blåt? Var sorgen slået ud på den måde, så eksplicit, så uundgåelig?

Jeg ved det ikke, men vi havde hver især fået bildt os ind at hun kom. Julen ville hun da ikke gå glip. Vel? Vi lo med fugtige øjne da vi afslørede det for hinanden, ha, ha, ha, og hendes julepynt faldt ned så snart vi havde hængt den op, og hun havde taget opskriften på sin risalamande med sig i graven. Og det var som om hun sad et sted i stuens historie, med en smøg mellem fingrene måske, eller kaffe og blikkets støv der dalede ned over os som julesne.

Vi fandt en form. Vi havde glemt vaniljesukker og var lige ved at komme for sent i kirke, og vi spiste en time senere end vi plejede. Men der var ingen spidse stemmer, ingen hektiskrøde kinder. Måske drak vi et glas rødvin mere, en ekstra Baileys til kaffen. Men anden havde sprødt skind, det var lykkedes min far at lave fyldet som hun altid havde stået for, så vi kunne ikke smage at hun manglede, og vi rykkede helt tæt sammen om bordet, så man næsten ikke kunne se at der burde have stået en tallerken mere.

Tænk det stadig er blåt #53
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

elske og ære

Han friede i biografmørket en aften. Lamperne tændte langsomt, inden i mig brusede musikken, og Salma Hayek var netop danset af lærredet med gyngende hofter.

Ja, svarede jeg, tøvende, var det tøvende? og tilføjede: engang …

Og det blev engang.
På den anden side af et helt liv, føltes det, med små børn og eksamenspapirer og tvivl og tårer og sorgen som en skygge der sneg sig ind under døren om natten.

Tænk det stadig er blåt #52
Foto: Gitte Lotinga