blå mærker

Det var på den længste glidebane i skolegården. Måske var jeg kommet for tæt på asfalten, måske havde der ligget sand på isen, jeg ved det ikke, men det var i sjette eller syvende klasse, tror jeg, og mit øjenbryn rejste sig som en bule på størrelse med en golfbold. Vipperne lå som sammenklistrede insektben hen over det blå, grønne og gule, og den udspilede hud var som blankpoleret træ. Det var som kunne den sprænges, nu, om lidt.

Jeg tegnede det blå øje op hver morgen. For låst dør med min mors Rimmel-øjenskygge. Dæmpede perlemoret med lidt pudder, følte på huden der stadig var øm.
Hvor ser det vildt ud, sagde de og rørte let ved min arm. Rørte mig.
Tænk at det bliver ved med at være så blåt.
Ja. Tænk.

Tænk det stadig er blåt #63 – sidste afsnit
Foto: Gitte Lotinga

adieu

Man vedbliver at tage afsked, og nu sad vi der under himlen der var begsort med stjerner spredt som huller i et dørslag. Det var sommernatskøligt, men i læ i indhakket under halvtaget havde vi whisky og tæpper og en enkelt staldlampe med lyset som et blafrende insekt over hovedet.

Jeg kiggede på stenene på gårdspladsen, kunne stadig mærke dem under mine bløde barnefødder, rundt om hjørnet havde hønsehuset stået, bag det lå skoven, hvor min far brændte skrald af, og bedstevennen lærte mig at klatre i træer. I virkeligheden var det bare en snoldet klynge vindblæste graner og birke, men når man er lille, kan selv de mest forkølede stammer være en skov. Og når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig høre hvordan det lød når vinden ruskede i bladene.

Inde i stuen stod mit barndomshjem i kasser. Vi hørte vinyludgaverne af Beatles og Dylan inden vi pakkede dem ned, billederne havde efterladt lyse øer på tapetet, og overalt i de skuffer og skabe vi åbnede, lå der spor af hende. Knapper købt på loppemarkeder, postkort med akvareller af strande og skove og markblomster, breve med ønsket om at hun snart ville blive rask, billeder, strikkepinde, hendes dagbog.

Man vedbliver at tage afsked, alkoholen duvede i kroppen, og vi havde fundet en flyttekasse med billedbøger længst inde på loftet hvor den var nem at overse. Jeg så hende for mig: en ny mor med drømme for sine børn, for sine børnebørn, engang, hun sad der og kiggede ud i luften med et lille nyt liv sparkende i maven, og hun havde gemt livet til det i de kasser, og til vores. Vi kunne lugte tiden da vi løftede låget, min bror og jeg, og alt det hun havde gemt til vores børn nede i den kasse, en dag, engang, slog luften ud af mig som havde hun lige tyret en fodbold i mellemgulvet på mig.

Tænk det stadig er blåt #62 – næstsidste afsnit
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

med krop på

Jeg kan se hende i spejlet. De smalle ankler, læggene, lårene der buer mod kjolestoffet, den genstridige hårde hud på hælene. Kan se hende i det askeblonde hår, kort, bag ørerne, kan se hende i dunene på kinderne, på overlæben, i de stride skæg der må fjernes med pincet, og i hverdagsstressen der indimellem sætter sig som bumser på hagen.

Jeg kan se hende i de fem kilo for meget, og jeg kan se hende i smil og sol der har sat sig som rynker om øjnene og i kavalergangen. Hun viser sig i påskeforkølelserne der tager både smags- og lugtesans, og i forårstungsindet der lægger sig som en gammel støvet uldfrakke om mig, og jeg føler mig tyk og trist og grim og åh, så træt.

Og jeg kan høre hende. Hun kommer ud af min mund i hele sætninger og løsrevne ord, hun kommer ud som følelser og etik og moral og danske viser og godnatsange, og hun taler til mine børn, jeg aer dem på kinden på samme måde som hun, og hun opdrager på dem. Jeg står der på skuldrene af hende og prøver at gøre dem til hele og lykkelige og duelige mennesker.

Så de kan klare sig når jeg engang ikke er her.

Tænk det stadig er blåt #61
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

angst æder sjæle op

Leukæmi løber i mødrenes blod i min familie. Jeg kan huske min mormor, tynd som en kvist, og hendes stemme, spinkel og sprukken. Man kunne se gennem huden, og det var som fløj hun snart ud hospitalssengen der var rykket ind i stuen den sidste jul.

Og hvad med dig, spurgte min far en dag, er du bange for det?
For at bliver syg? sagde jeg. Mig?

*

Men ti år senere, da jeg havde lagt krop til to levende væsner, havde det der modermærke lige under navlen da ændret sig, havde det ikke, var det ikke vokset, kløede det ikke?

Og Google er verdens mest pessimistiske læge, så jeg stod der og kiggede på deres små sovende kroppe i tremmesengene med angsten helt klar som glas strømmende ned over kinderne.

Nogen havde prikket hul på den frygtens vandballon der havde ligget i dvale i kroppen, og nu væltede virkeligheden ud i hver eneste pore, i hver eneste mikroskopiske celle i kroppen. Og selvom lægen tog mig i hånden og forsikrede mig, selvom hun gav mig henvisninger og viste mig billeder og ikke slap mig, hverken min hånd eller min sjæl, før jeg sagde at hun gerne måtte, kunne jeg med ét se mine solbrune fødder ligge der på det institutionsstribede, mine lakerede negle, og jeg kunne høre dem hviske omkring mig mens jeg selv ikke havde mere at sige.

Tænk det stadig er blåt #60(!)
Foto: Ulven

savn

Det er mørk vintermorgen, jeg ammer mindstebarnet, kan se sneen hvirvle uden for vinduet på femte, og månen er så bleg bag skyerne. Størstebarnet sidder med omvendte sutsko og vrangen ud på nattøjet og ser tegnefilm, og manden er et smut forbi hospitalet. Det er han indimellem, det er derfor han er gennemskåret af ar, det er ikke farligt, helt banalt faktisk, der er ingen fare, men jeg sidder der og tuder ned på de babybløde kinder. Og hun kommer ikke.

Det er en kølig forårsdag, kan ikke lugte, ikke smage, forkølelsen har forvandlet sig til influenza, og manden er igen på hospitalet. Helt banalt er det, ingen fare, men ungerne er hos svigerforældrene, og feberen kan ikke holde det stangen, det pibler, bruser, skvulper ind over mig; jeg føler jeg skal drukne. Og hun kommer ikke.

*

Det er der slet ikke hele tiden, det har det aldrig været. Det er et blåt mærke på sjælen, og det er kun når jeg rammer det, at savnet trækker ud i kroppen, ud i huden.

Tænk det stadig er blåt #59
Foto: Gitte Lotinga

gemmeleg

Jeg blev 30 og 34 og 37. Og 40 og … Hun fik børnebørn. I de små bøger jeg lavede til dem, var hun nu et fotografi. Med rødmalede læber og oxideret sølv i ørerne, og man kan ikke se det, alle siger det: Man kan virkeligt ikke se det, men mindre end en måned senere var hun blot et eventyr jeg kunne fortælle mine børn.

Og jeg blev gift, tog 12’eren til rådhuset en sommerdag så lys som hun, og da min bror bøjede sig ned over pulten og med sin underskrift bevidnede at nu var min kæreste og jeg rette ægtefolk at være, hævede jeg i et kort sekund blikket, skuede ud over gæsterne, ville blot se om hun stod der blandt dem og gemte sig.

Tænk det stadig er blåt #58
Foto: Ulven

julesorg

Det var anden eller tredje jul, tror jeg, og jeg kunne mærke blikkene bide i nakken som jeg sad der på kirkebænken. Juletræet stod på den samme plet i koret, båndene var lilla i adventskransen, menneskene de samme, vi var ældre, bevares, havde børn ved hånden og begravede bedsteforældre og mødre på den anden side af kampestensmurene.
Men jeg var fjorten og følsom igen.
For der sad han, min far, med ryggen rank og håret nyfarvet. Deep Black, måske? Eller Intense Red? Jeg husker det ikke. Måske var det det år det var blåt. Og Sneen landede som småbitte blomster i den nye farve.

Kun fordi vi plejede at gå i kirke – det føltes som om hun var der, julegudstjenesten var hendes sted – var jeg taget med. Men allerhelst var jeg blevet hjemme. Havde siddet i sofaen i julekjole med Baileys og min sorg der var helt anderledes lavmælt end hans. Så privat.

Det var som om der skete noget i julen, som om hans sorg slog ud i en anden slags vildskab, en man kunne se. En andre kunne se. Og jeg var sikker på de hviskede og tiskede, for det er det folk gør; de snakker. De stikker hovederne sammen og bliver enige om at nu har han da mistet grebet, den stakkels mand, og ja, det er jo det der sker når konen dør først. Og får han overhovedet noget at spise, og arbejder han ikke også alt for meget? Var der ikke nogen der havde hørt fra nogen at han stort set aldrig var hjemme mere, men huset måtte jo også føles så stort nu, og tomt, og med børnene spredt i landet.

Og jeg ville råbe ad dem. Stille mig op på kirkebænken, så de også så mig, men i stedet stirrede jeg på Jesus med blodet dryppende ned på bænken under sig, på de lilla bånd om kransen, på præsten.

Tænk det stadig er blåt #57
Foto: Gitte Lotinga