nærhed

En efterårsnat kom hun til mig. Pludselig lå hun der på den inkamønstrede sofa i stuen som var det igen den sidste weekend hun var hjemme. Vi fortalte hende at hun var død. Kunne hun ikke huske hun havde været bevidstløs på hospitalet? Nej, sagde hun, og i blikket hun sendte mig, kunne jeg se hun tænkte: Og jeg ved det vel bedst.

Man har krav på at kende sin sidste tid, sin død, så jeg fortalte om pulsen som en racerbil lige under huden, om tåren, jeg fortalte om den smukkeste begravelse i lilla og purpur og lys, og min far lagde et billede af kisten på hendes bryst så let som var det kronbladet fra en af de roser vi havde ladet dale ned i graven til hende.

Og hun blev træt. Sådan er det at have kemo og kræft som to aggressive arméer i kroppen, og min bror og min kæreste hjalp hende ind på det lille grønne værelse der efterhånden var blevet hendes, og jeg gik ind til hende, puffede let til hende så hun vidste jeg var der, og gled ned under dynen der var tung af gamle dun. Og den duftede, duftede af hende. Og jeg sagde alt det der engang havde været væltede klodser fra et tårn. Jeg hulkede ind mod hendes hals, og de tårer der aldrig nåede at glide ned i det institutionsstribede, forsvandt mellem dunene hvor jeg lå lige så stille som hun gjorde, dengang, med pulsslaget som en dundrende afsked i halsen og en solbrændt hud der aldrig nåede at blive bleg.

Du skulle have haft børnebørn, sagde jeg, og hendes stemme var som jeg huskede den.
Ja, svarede hun, det skulle jeg.

Tænk det stadig er blåt #45
Billedbearbejdning: Ulven

drøm

Jeg drømmer, jeg drømte.
Hun er levende, glider lige så stille ind i drømmelivet og ordner. Fikser angst og tager konfrontationer, sætter plaster på knæ og sjæl.
Læser avis, er der, i baggrunden, altid i baggrunden.
Engang lå hun med ét i mine forældres soveværelse fra dengang og sludrede med min bror der var en dreng igen med blåt blik og lastbiler på nattøjet. Jeg kunne se hendes sommerbrune ben, de rødlakerede negle. Men pludselig sivede virkeligheden ind, og jeg kiggede og kiggede, blev ved, spærrede øjnene op, fokuserede, for jeg vidste at når jeg blinkede, ville hun atter være væk.

Tænk det stadig er blåt #44
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

altid frejdig

Han havde aldrig båret en kiste før, min kæreste, min mand. Havde aldrig set en kiste blive båret før, kun på film, og nu skulle han gå der, sammen med mig og min bror og min far og hendes bedste ven og hendes bror, og hvordan gør man egentlig, spurgte han. Skal den op på skuldrene?
Og det var som om han lindede på den tunge dyne der havde lagt sig over os. Op på skuldrene?

Vi grinede, åh, hvor vi grinede, og jeg så det for mig, kisten, på ingen måde i vatter med min høje onkel og mine 167 centimeter fordelt på alt for kort overkrop, alt for korte ben, og mændene i hendes liv i varierende højde.

Og hvordan sænker man den? Ned i jorden, altså? Slipper man den bare, sådan uden videre? Han havde kun set de døde blive kørt til hvile, aldrig stedt. Bare gør som de andre, de har prøvet det før, sagde jeg, og da jeg stod ved graven foret med gran, og kisten var blevet firet lige så stille ned på bunden, og der lå fritflyvende roser i alt det hvide, tænkte jeg at ingen kunne se at han aldrig havde prøvet det før.

Tænk det stadig er blåt #43
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

som efterårskrøllet løv

Og vi fik zebrafinker. De knevrede og knevrede og fik unger, ja, tænk, og så i fangenskab, og der var fuglefrø i gulvtæppet. Man kunne høre dem knitre op gennem støvsugerrøret, og når jeg lå i min seng om aftenen, finkede fuglene stadig inde bag viskestykket.

Men små finkeunger tåler ikke træk, slet ikke en hel dag hvor man lufter ud, og nordenvinden tager lugten af søvn og bøgetræsfugt og frikadeller stegt i plantemargarine med sig.

De stod på fyret i en skotøjsæske beklædt med vat, og jeg kunne se deres bittesmå hjerter mod de grå og hvide fjer så små som dun, og i min hånd åndede de ud. En for en. Måske fik de en sten i haven, måske begravede vi dem i skotøjsæsken, måske røg de bare i fyret, jeg ved det ikke, og måske var der helt stille om aftenen inde bag viskestykket.

Vi havde ikke de bedste erfaringer med de viskestykker. For der kommer huller i, og vandrende pinde kan spankulere ud i friheden gennem selv meget små åbninger, og de lægger sig til at dø de underligste steder, og man kan ikke se dem. Raske drenge og piger har jo pinde med i lommerne hver gang de kommer ind fra skoven, og ben så tynde som sytråd ligner slet ikke ben. Nogle af dem mødte deres endeligt mellem siderne i En fridag til fru Larsen. Eller Vinterbørn. Eller Hærværk. Og når man bladrede, faldt de ud som pressede blomster i en telefonbog.

 

*

 

Jeg drømte om at presse hende mellem siderne i en bog, at bevare hende der. Drømte om at hospitalslinnedet hun nu lå sunket ned i, uden puls, uden årerne så levende over huden, var tætskrevne ark papir, historier, om kærlighed og nærhed og liv, side efter side. Men hendes hud tørrede ikke ud mellem falmede bogstaver, hun åndede ikke ud omgivet af andres fortællinger, hun åndede ud der i sengen, krøllede sig sammen som et efterårstørret blad omgivet af os, omgivet af dæmpet latter og stille hvisken. Og uendelig tavshed.

Tænk det stadig er blåt #42
Foto: Gitte Lotinga

farvel

Hun lå der et døgn.
Uden bevidsthed, uden ord, uden sprog, men med pulsslaget bankende i kroppen, man kunne se det, huden solbrun, årerne bugtende over hænder og hals, min fars stemme trak stadig gåsehud.
Vi stod som vågekoner rundt om sengen, lænede os ind mod hinanden, ind i livet, og da hendes bedste ven endelig kom, da Finn kom, tog hendes hånd og sagde hendes navn, Åh, Marie, sagde han, fældede hun en tåre.

Tænk det stadig er blåt #41
Foto: Ulven

kaniner

Da hanen ikke længere galede os op om morgenen, hønsene var taget af ræven, og ænderne fløjet ud over markerne, fik vi kaniner. Om vinteren boede de i det gamle hønsehus der lænede sig så fint ind i skoven som en Ole Lund Kirkegaard-tegning; de var de kaniner i hele nabolaget der havde allermest plads, højt til loftet havde de, og (hønse)gård, og høet fra nabo-Kristian lå som et væg til væg-tæppe i det lille grønne hus der stod på pæle, hævet over jorden og skuede ud over gårdspladsen.

Om sommeren kom de på græs, og jeg sad der med bare ben, og Ninus med pels som sne og blitzrøde øjne mimrede og satte sig helt tæt ind til huden på mine lår og spiste det ene mælkebøtteblad efter det andet, og når der ingen vind var, kunne man høre dens gnasken. Og jeg lagde mig ned, kiggede op i trækronerne, og rundt omkring mig hoppede kaninerne som hvide dunbolde i alt det grønne.

Men kaniner bliver gamle. Og trætte. De lægger sig helt tæt op ad hønsehusdøren der gaber forneden, trækker kuldeluften helt ned i deres små lunger, og når de er hvide som Ninus, kan man slet ikke se sneen der er føget ind og har lagt sig i pelsen.

Tænk det stadig er blåt #40
Foto: Gitte Lotinga

levende hud

Hun lå levende lit de parade. Med pulsen som en racerbil lige under den rynkede hud på halsen og vinduet på klem. Man kunne høre pårørendefødder på trappen på den anden side af væggen ved hovedgærdet og hendes åndedrag som en svag rallen. Vi stod som ranke stammer om hendes seng, vi hviskede, vi lo, vi hævede stemmerne. Det gjorde vi. Og når min far talte til hende, rejste hårene sig på hendes arme. Hans kyndige, sørgende hænder sørgede for at morfinen løb lindt og konstant gennem det Hickmankateter der havde prikket hul på hendes ene lunge.

Jeg har aldrig spurgt om han justerede dosen.

Tænk det stadig er blåt #39
Foto: Ulven