magi i hverdagen

Magi2

Igennem de sidste par år har vi haft en filmklub sammen med min bror og nu også hans kæreste.
Vi skiftes til at vælge film og sammensætte en menu der passer til – hvorudfra de andre skal gætte hvilken film vi skal se. Det er virkeligt spas.

I starten var det afgjort filmen der var det vigtigste, men efterhånden sneg menuen sig ind på os – og nu er det altid maden og den efterfølgende snack der også skal passe til filmen, som er det sjoveste.

Vi har således spist rødbedesuppe med isafkølet vodka og sorte og hvide snacks til Black Swan. Vi har haft svensk tema med Herrljunga-cider, köttboller og Estrella til Luftkastellet der blev sprængt. Vi har spist rummad: konserves servereret i små folieindpakkede måltider og energidrinks til filmen Moon (der er aldeles fremragende!). Ja, vi har sågar spist krydret kød med fingrene med mandelvin til den aften vores tallerkener var nybagt brød, og vi så Monty Python og de skøre riddere.

Jeg kunne blive ved – fordi det er sådan et fantastisk koncept.
Det sparker magi ind i hverdagen og finurlighed, inspiration og farver – og hver gang vi har sat os til endnu et temabord, har jeg følt mig mere klar til hverdagen dagen efter.

Ungerne er kun med til maden – men de elsker det! Gætter glad og gerne med og synes altid det er en fest fordi der ofte også sniger sig ting ind på aftensbordet som  ikke plejer at indgå i menuen (for eksempel muffins, funny drinks med paraplyer, smoothies med lakridssmag (det var dengang vi så Men in Black, og vi indtog den kulsorte menu med solbriller på) og den slags). Så nu har vi udvidet til en børnefilmklub.

Se, det er magisk.

Magi

I går stod den på eventyrlig frokost med feer og luftige sandwich og blomsterte og nektar og flyvende lette kys inden vi så De eventyrlige vogtere (skøn, skøn familiefilm!).

Magi3

Det var alt sammen så fortryllende at også ulven har lavet et blogindlæg om det – og der er mange flere fine billeder.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

5 Comments

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *