For mange år siden læste jeg den her da jeg var på rygsækrejse med ulven i Italien.
Vi fik begge Italien helt ind under huden på den tur.
Og jeg kan stadig fornemmede duften af de våde sten da vi sad i skyggen ved en fontæne i den vidunderlige middelalderby Perugia, med udsigt over de grønne bjerge og husene der alle ligner gamle fæstninger, og jeg læste om den unge munk Adsos kødelige lidelser da han sammen med sin mentor, William af Baskerville, skal løse en mystisk mordgåde på et gammelt italiensk kloster.
Nu sidder jeg så og redigerer, kan man sige, damependanten til Rosens navn. Den sidste nonne hedder den, og det er en fin roman der også udspiller sig i og omkring et kloster og ikke handler om en ung munk, men en ung nonne og alle hendes lidelser – og mysteriet om Athelstans krone.
Og midt på en regnvejrsgrå tirsdag kan jeg pludselig fornemme de toppede brosten i Perugia under mine såler, jeg kan se en langt yngre udgave af ulven sidde der på bænken ved siden af mig og fange stemningen med et stykke farvekridt på sin skitseblok, og jeg huske følelsen af at her kunne jeg blive siddende, altid.
Jeg ville have lagt et par billeder af Perugia ind mellem alle ordene, bare så I liige kunne få en fornemmelse af hvor lækker byen er, men jeg kunne ikke vælge. Så gør jer selv den tjeneste at google – jeg lover at I får sol i maven og udlængsel på stedet.
(Billedet er tyvet her. Og jeg behøver vel ikke sige at I skulle se at få læst Rosens navn hvis I ikke allerede har gjort det, vel? Og gerne i Italien).
