I går begyndte jeg at læse den her:
Jeg har fået bogen af en af mine ungdomsbogspushere der sagde at jeg skulle læse den hvis jeg trængte til noget råt. Det gjorde jeg.
Bogen har bandeopgøret i København som tema og udspiller sig om de to venner Ali og Tobias der tidligt i bogen bliver involveret i noget lort, noget ornlig lort som de selv ville sige, da en fyr bliver skudt i deres kvarter.
Conrad Fields som har skrevet bogen, ved hvad han taler om. Han har mange års erfaring inden for arbejdet med den type unge bogen handler om – og det kan man mærke, så stemningen og tonen ramte mig ret hurtigt da jeg sad der i bussen på vej ud for at hente mindstebarnet tidligt som hun og jeg kunne få os en hyggeeftermiddag.
Lige inden jeg steg af bussen, lukkede jeg dog for bandeopgør og skyldtyngede vidner og tjekkede nyheder – og den her overskrift ramte mig:
Ung mand kæmpet for sit liv efter knivstik.
Politiet vidste ikke præcist hvor knivstikkeriet havde fundet sted, men det var i området omkring Forum, altså lige rundt om hjørnet – i mit hood.
Og da jeg senere tjekkede nyhederne, viste det sig at han ikke overlevede.
Der er altid mærkeligt når virkeligheden overhales indenom af fiktionen – eller omvendt, ja, indimellem er det ubehageligt, trist, når det man sidder med pakket ind i en fiktiv ramme, er så tæt på den virkelige verden – og den hyggeeftermiddag jeg havde planlagt, så pludselig helt anderledes ud.
Dér i bussen var jeg lykkelig for at min datter er begyndt i skole, og det var der jeg skulle hente hende. For havde hun gået i børnehave, havde jeg netop da siddet på cyklen og ville være trillet forbi Forum, måske havde jeg endda nået at hente hende, og så hun ville sidde i cykelkassen med sin lyserøde taske på skødet.
Og historien ville ikke kun have været en overskrift i avisen. Så kunne vi have været vidner.
