I dag har jeg lært et nyt ord.
Jeg har en freelancekollega der de sidste par år, ligesom mange af os andre, har været hårdt ramt af finanskrisen. Han har i mange år arbejdet i magasinbranchen, og da det gik op for folk at finanskrisen var kommet for at blive lidt mere end en måneds tid, var han en af de første af mine kolleger der blev ramt.
Man forstår det sådan set godt. Hvis det var mig der havde mistet mit arbejde, ville jeg også som det første skære i mine magasinabonnementer – og det går jo ud over dem der arbejder i den branche, ikke mindst de eksterne. Sådan nogle som mig.
Så min kollega har kæmpet, og i dag er han så røget ud af dagpengesystemet – og da jeg købte mælk til kaffen og frokost i morges i Netto stødte vi på hinanden. Det gør vi indimellem, vi mødes også indimellem til en kop kaffe – og en update. Og det er altid vældigt hyggeligt. Egentlig også i dag, for han har heldigvis beholdt sin (galgen)humør, så i kurven lå der basser til formiddagskaffen, og vi smågrinte som vanligt over hvor vanvittig en situation han står i.
Og så stod vi der ved frysedisken og fik snakket de sidste ting der er sket i vores respektive arbejdsliv, af – og da jeg slentrede ned til kassen for at betale for min mælk og den nordiske coleslaw, og som jeg plejer (måske en anelse mandagskækt) sagde : “Nå, men vi tales ved – glæder mig til næste update,” replicerede han helt tørt: “Fremover bliver det jo nok en downdate.”
Så jeg har lært et nyt ord i dag.
Jeg synes egentlig det er ret fedt, det beskriver ligesom ret præcist hvad der er tale om. Og jeg elsker når man vender faste begreber på hovedet så de pludselig kan bruges i helt nye sammenhænge.
Men i grunden er det jo trist. Rigtigt trist.
