om forfatteridentitet

Jeg var til forlagsjulearrangement i går.

Snaksom hygge, rødvin, slidte og knirkende trægulve – og bøger fra gulv til loft. Sådan som jeg godt kan lide det. Elsker det. Intet mindre.
Men da jeg stod der med chips i den ene hånd og et glas i den anden, skete der præcis det der altid sker midt i hyggesludderen; en eller anden spørger: Skriver du så også børnebøger, eller hvordan? (Det kan også være ungdomsbøger/voksenbøger/fagbøger, du bytter selv ud, ik’?) Og så står jeg der og ved ikke rigtigt hvordan jeg skal få begyndt på hele beretningen: Altså, jeg går jo og venter svar på mit gennemskrevne ungdomsbogsmanuskript, det skulle komme efter jul, jeg er allerede gået i gang med toeren, men nu får vi se, jeg skal jo lige have antaget etteren først, sådan helt officielt med kontrakt og det hele, og jeg har lige fået min voksenbog retur, forlaget synes alligevel den var for smal til dem, men det er jo bare op på hesten igen (igen), ha, ha, og så har jeg skrevet Gummi T, altså, billedbogen på baggrund af filmen, ik’?, og jeg skal også lave Otto er et næsehorn. Men ellers oversætter jeg, redigerer og korrekturlæser, det er sådan set det jeg lever af. Og det er jeg også ret vild med. Faktisk.

Jeg talte engang med en af Danmarks mest populære og dygtigste danske børne- og ungdomsbogsforfattere (hun har, selvfølgelig, også skrevet voksenbøger, hrmfp) om hvornår man er (rigtig) forfatter, og hun sagde at når man har skrevet en sætning, måske bare en linje på et postkort, ja, så er man jo forfatter – til den. Jeg kan ret godt lide den tanke …

Men det kan man jo ikke rigtigt sige når man står der omgivet af bøger som dem man taler med over rødvinen, rent faktisk har skrevet vældigt mange af.

Vel?

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *