Det er præcis sådan en ungdsombog jeg ville have elsket dengang jeg var teenager, tænkte jeg da jeg i mit selvvalgte skriveeksil med pejs og skriverveninde læste den her:
Når jeg drager i eksil, har jeg altid tasken proppet med ungdomsbøger (hvoraf det som regel ender med at jeg læser én), men når jeg efterfølgende læser mit manuskript igennem, kan jeg ofte se hvilen bog det var der inspirerede mig til at skrive nogle af scenerne.
Da jeg skrev Astrids dagbog – fingrene væk!, havde jeg blandt andet den her i tasken:
(som den uforlignelige Lars Gabel herinde fra tegnestuen for øvrigt har lavet omslag til) – og vupti, fik jeg Astrid placeret i en sofa ude i haven i et kollektiv hun besøger, fordi der i en scene i Forbandede mødom står en hel del møbler spredt ud over græsplænen i en fyrs have. Og dét dannede sådan et godt billede inde i mit hoved jeg var nødt til at bruge i Astrids univers.
Det er jo sådan det er med inspiration – den slår ned i én de pudsigste steder, men især når jeg læser andres bøger, ser hvilke billeder de kan danne, ser hvordan de bruger ordene, sætter dem sammen.
Marianne Iben Hansen kan noget ganske særligt med sproget.
Inden jeg læste Sex og det, kendte jeg hende “kun” fra de fine rim og remse-bøger hun har skrevet, blandt andre Palle P og perlen og A, B, kom og C der får det at rime til at synes så legende let – selvom det er en disciplin kun de færreste mestrer lige så sublimt som Halfdan Rasmussen.
Men det gør Marianne Iben Hansen.
Og så kan hun skrive om ungdomsliv så man ryger lige tilbage til dengang det hele handlede om om Han kunne lide en, om Han ville være kærester med en, om Han ville i seng med en.
Sex og det er en novellesamling der kredser om den første gang på flere forskellige måder. Der er korte, skarpe fortællinger, lange og berettende, triste, sjove, alvorlige. Hver novelle har sin hovedperson – og det der først og fremmest gør den til en af de bedste bøger om ungdomsliv jeg har læst, er at Marianne Iben Hansen formår at finde en ny stemme i hver novelle. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro den var skrevet af lige så mange forskellige forfattere som der er noveller. Ja, man ville tro at hver enkelt novelle var blevet til i ét menneskes univers, af ét menneskes møde med livet – men i stedet er alle historierne opfundet af en og samme forfatter.
I kan godt fornemme at jeg er ret begejstret, ikke? Og at jeg kunne blive ved med at skrive om bogen?
Det kunne jeg.
Men jeg synes sådan bare I skulle læse den.
Og købe den til alle de teenagere I kender. For uanset om det er drenge eller piger, introverte eller ekstroverte, erfarne eller uerfarne, er jeg overbevist at de alle kan finde lige præcis dén novelle der rammer noget i dem.
En af mine yndlings er denne:
– men der er mange flere, så go fetch. Nu.
3 Comments