Jeg kom i sin tid nærmest snublende ind i min oversætterkarriere. Et halvt års tid efter at jeg havde sagt mit første (og eneste) faste job op, uden helt at vide hvad jeg så ville, kom en lille oversætteropgave dumpende. Nemlig den her pudsige serie:
Jeg sagde ja tak. (Turde ikke andet, for jeg havde ingen penge). Og efter at have siddet og puslet med de skæve billedtekster og fundet ud af at det faktisk var ret morsomt, vovede endnu et forlag pelsen, og denne fine, nytænkende ungdomsbog landede på mit bord:
Nu kan jeg slet ikke forestille mig at jeg ikke skulle oversætte. Og selvom jeg stadig kan føle mig som en famlende novice, tør jeg efterhånden godt tage oversættertitlen på mig. Jeg tør godt fortælle hvilke bøger jeg har oversat. Jeg tør til og med forære flere af dem som har mit navn i kolofonen, til nogen der gider læse dem.
Men indimellem dukker den der latente angst som ligger lige under min oversætteridentitet, op. Angsten for at en eller anden en dag kigger forbi mit kontor med mit manglende oversætterbevis i hånden og siger: Jamen du kan jo slet ikke oversætte. Hvem har egentlig været så tarvelig at bilde dig det ind? Angsten for at de fejl man laver, ikke fanges af en vågen redaktør eller en grundig korrekturlæser. Som for eksempel dengang jeg skrev om en mand at ”han havde netundertrøje på og bøjle (braces) på tænderne” – og redaktøren gjorde mig opmærksom på at braces også betyder seler, og det nok mere var det der var tale om. Oh, well.
Derfor bliver ens lille oversætterjeg så jublende glad når man falder over en side som denne. Jamen er det ikke fantastisk! Et helt site med bøffer, både de mindre grumme og de virkeligt grumme, og jeg skulle heldigvis kun læse en fem-seks stykker af dem før jeg kunne ånde lettet op. Det er ikke kun sådan en som mig, der blev oversætter ved et tilfælde, som bliver så grebet af historien at ens fingre bare taster af sted (for det er selvfølgelig det der sker, selvfølgelig).
Ikke desto mindre er flere af dem ret sjove. For eksempel: Jim is a Vietnam vet der bliver til Jim er dyrlæge fra Vietnam. Og den her: You look like af Navy Seal der bliver til: Du ligner en babysæl. Ogden her: Where do you keep your firearms? der bliver til: Hvor har du gemt din brandalarm?
Så er sådan en lille detalje som om en mand bærer bøjle eller går med seler da intet at regne. Nej, vel?