Jeg er vokset op blandt loppemarkeds- og marskandiserfund og arvegods, ting der har en historie.
Også mine forældres venner har de mest vidunderlige hjem med gamle ting og sager og stearinlys i uens stager og friske blomster i gamle kander og mælkeflasker, og hver gang man komplimenterer noget i deres hjem, har det en stamtavle.
Det kan godt være der sniger sig en ny pude ind, men så får den plads i den gamle slagbænk eller arvesofaen, og moderne kunst hænger side om side med malerier i guldrammer og med brede penselstrøg.
Da jeg var barn, boede de næsten allesammen på landet, så på den anden side af deres vinduer strakte markerne sig, og man kunne plukke æbler i alle deres haver.
Da jeg var teenager, hadede jeg det.
Jeg ville bare have rene linjer, nøgne flader, hvidt, hvidt, hvidt. Og nyt, allerhelst spritnyt. Jeg ville have asfalt og bybusser og højhælede sko man kunne skridte hen over fortovet med. De duer bare ikke i vejkanten med markblomster og valmuer. Uanset hvor yndig den måtte være.
Det føles om om jeg er rykket ind i mit barndoms- og ungdomsland her i mit landlige skriveeksil, for det ligner mange af de hjem jeg er kommet i altid: planter i skårede urtepotter, skåle i alle farver og former, haveblomster og stearinlys. Stemning. Tryghed. Ro.
Men hvis jeg virkeligt koncentrerer mig, kan jeg godt genkalde mig teenageren, hende der bare var ved at brække sig over alt det gamle lort – og hvilken lykke, for i den sommerferie der er gået mellem Astrid 1 og Astrid 2, har hun forvandlet sig til en teenager der ligner den jeg var – med pisseirriterende forældre, sur og tvær er hun, og ude af stand til at lukke en dør forsigtigt bag sig hvis hun ikke er i humør til det.
Jeg kan godt huske det – fordi bænken med de mønstrede puder og alle de fine små skåle med syltetøj og hytteost og fadene med eftermiddagskage altsammen er min stamtavle.
