Nå, men den der fine skriverstemning der var derude på landet, tja, jeg ved sgu ikke rigtigt … Det er som om det ikke fungerer helt så smidigt herinde på stenbroen.
Efter et halvt år med temmelig sporadisk skrivning har jeg genopfrisket aftalen med mig selv om at skrive en time om dagen hver morgen, og det går sådan set rimeligt godt. Bare ikke med Astrid. Ja, jeg ved det heller ikke. Hun er ellers ret sur på sin mor for tiden, og raseri er noget af det mest skægge at skrive (langt skæggere end sex, jeg siger det bare), men det er som om den der anden roman jeg er begyndt på, trækker lidt mere i mig.
Jeg begynder ellers hver dag med at åbne for sure Astrid og sidde der og stirre på en næsten færdig roman, men så vupti, dukker der en idé op som jeg er nødt til at skrive ned – i den anden roman – og når min time er gået, så er Astrid ligesom stadig sur over det samme som da jeg åbnede dokumentet, men den anden roman er blevet lige et bette nøk længere.
Heldigvis er dagene også proppet med alt muligt andet lækkert som riddere og drager og udødelig kærlighed og uægte børn – ja, der sker ting og sager på kontoret for tiden – så jeg er alligevel jævnt glad. Og når jeg kigger ud ad vinduet her, er der grønt og børn der leger, og toppede brosten. Og så kan Astrid sådan set være så sur hun vil. Det skal nok gå.
