Nogle ferier er bare bedre end andre. Og længere.
Jeg er så småt ved at være installeret på kontoret igen efter det jeg uden at blinke vil sige har være årtiers bedste ferie, intet mindre.
Ja, jeg ved det heller ikke, men nogle gange går alt bare op, verden og menneskene er smukkere, mere lysende, børnene blødere og lækrere, og manden mere elskende.
Det er noget med de lyse nætter, sommeren der har slået så mange rekorder at jeg har opgivet at læse om dem, fornemmelsen af grannåle og myldrende myrer under de bare fodsåler, klor og saltvand i øjnene, bål og udsigten over endnu en solnedgang. Det er champagne og irish coffee og komatose børn med sved i håret og kernefamiliehop i trampolinen i skybrudssilende regn. Og det er ro.
I år holdt jeg for første gang i de ti år jeg har været freelancer, tre ugers sammenhængende ferie, uden afbrydelser af nogen art, mailen på autosvar – og jeg tjekkede den ikke én eneste gang – og da en kunde ringede, og jeg lå i svigerforældrenes have i en liggestol efter overnatning i skoven og stadig kunne lugtene søvandet og bålrøgen i mit hår, tog jeg den ikke.
Det har været magisk.
Som nogle af jer ved, har første halvdel af 2014 været pænt arbejdsom, og måske skyldes det at jeg nu har en buffer på firmakontoen, måske skyldes det at jeg har fået is i maven, måske havde jeg bare brug for at bevise over for mig selv at det blot er en identitetsmarkør – og ikke et reelt behov – at jeg gennem alle årene har hævdet at man jo ikke kan holde fri/være syg/tage barnets første sygedag/kan lukke for mailen og slukke for telefonen, når man er freelancer. Måske.
Men det har været magisk.
Sidste del af min ferie i år gik til Bornholm sammen med min sammenbragte familie. Det er tredje år den ældre del af familien samler børn, svigerbørn og børnebørn på fællesferie, og i haven bag de tre feriehuse de havde lejet, stod langbordet med et virvar af kopper, bøger, aviser og babylegetøj hele ugen, og der var altid en eller anden der lige havde lavet kaffe, eller nogen der lige var gået ned til poolen.
Den sidste aften sad vi til langt ud på aftenen med bobler og kaffe og stearinlys, og Ulven stillede spørgsmålet hvad vi alle hver især ville ønske vi kunne tage med os. Klipperne, sagde flere, poolen hujede ungerne, Krystalsøen og de små fisk, sagde en anden.
Morgenløbeturen og den efterfølgende dukkert, sagde jeg. Og indså sekundet efter at det i virkeligheden var det det repræsenterede, jeg gerne ville tage med mig. Overskud. Ro. En blid start på dagen.
Så hjemme igen er vi startet stille og roligt op. Sommeren har jo fortsat været lysende, og ved Torvehallerne har der været morgensang i anledning af Operafestivalen, så jeg er cyklet nynnende på arbejde flere tage i træk, vi har spist på et tæppe i parken og ligget der i sommernatten med åbne vinduer og feriestemningen pulsende i huden.
Jeg kan hverken tage klipperne, morgendukkerten eller de lange lyse nætter med ind i hverdagen, men jeg ved det ikke er sidste gang jeg sætter mailen på autosvar tre uger i træk og lader telefonen ringe mens jeg lader op. For det har, og jeg ved godt jeg gentager mig selv, det har altså været magisk.
