faldkærmsidentitet

Jeg har læst et sted at Otte Brandenburg havde et begreb han kaldte faldskærmstiden – nemlig den tid det tager, fra man har lavet et fedt job til man er landet igen.

Jeg ved lige præcis hvad faldskærmstiden er for en størrelse. Jeg kender den rastløshed der ligger som en puls lige under huden så man ikke kan sidde stille, så man ikke kan koncentrere sig om at få pakket opslagsbøgerne/notaterne/artiklerne med research væk, få ryddet skrivebordet og slå op i et nyt manuskript. Jeg flytter dynger, tørrer flere måneders støv af i vindueskarmen, slentrer gennem tegnestuen og forstyrrer de søde illustratorer der er fordybet i magiske streger (eller et computerspil, men det er en helt anden historie), jeg laver regnskab (og så er man jo virkeligt langt ude, ik’?), jeg sorterer mails, jeg … venter. Venter på at jeg er klar til at gå i gang med noget nyt.

Men nogle gange. Ganske få og sjældne gange sidder jeg, som nu, i kontorstolen foran min computerskærm og kigger på det allersidste punktum og er ved at tude over at jeg er nået dertil.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *