Siden jeg fik min søn som snart bliver syv, har jeg har haft kontor på Tegnestuen Pinligt Selskab. Jeg vidste ret hurtigt under min barsel at det der med at arbejde hjemme omgivet af vasketøjsdynger så store som bjerge, opvask, Lego og andet rod ikke rigtigt duede for mig, så da der blev et kontor ledigt på tegnestuen, hvor jeg også havde siddet og skrevet mit speciale flere år før, sagde jeg straks haps.
Så når jeg sidder og læser korrektur på pjecer om fremtidens bæredygtige miljø, oversætter ungdomsbøger om engle og monstre eller redigerer digre værker om krigeriske normannere, sidder der en flok begavede illustratorer i rummene omkring mig og kreerer monstre og drager, laver billeder til fodboldbøger, historiebøger, fremtidsromaner og medicinske opslagsværker – og 3D-illustrationer, tegneserier og lærebøger.
Der er proppede reoler, plakater på væggene, originaltegninger, randede kaffekopper og hæve-sænke-borde med stakke af opslagsværker, der er liv, der er kreativitet. Men det fineste ved tegnestuen, er dem der beboer den. Vi er flest mænd (selvom vi kvinder langsomt siver ind på de ledige pladser der bliver), og det trives jeg godt med. Der er ikke så meget pis med mænd. Der er ingen som bliver tøsefornærmet når man ikke kan snakke fordi man hellere vil arbejde, det er o.k. at sidde med ryggen til kontorlivet en hel dag med høretelefoner på eller at spise frokost ved computeren i stedet for sammen med de andre i frokoststuen.
Vi er alle sammen sociale individer, men vi behøver jo ikke leve hele vores sociale liv ved frokostbordet, vel? Det tager vel ikke meget mere end 23 minutter at få spist og snakket af, og det der med at lige at hænge ved kaffemaskinen og sludre og drikke kaffen der, det dyrker vi heller ikke (hver dag). Vi er her jo for at arbejde. Prioriteterne er med andre ord i orden. Hvis nogen synes der mangler noget, køber de det. Vi har cafékaffemaskine med verdens bedste (og dyreste) kaffe, men ikke noget varmt vand, og det sker også at vi løber tør for et eller andet (opvaskemiddel, rene håndklæder eller toiletpapir for eksempel) – der er jo altid en deadline et eller andet sted som er vigtigere.
Men når vi beslutter os for at lave noget sammen, uden for kontoret, så giver vi den gas. Som i lørdags ved årets julefrokost med koner, mænd og kærester, buffet med julens egnsretter, snaps (ad libitum), høje hæle, guldkjoler, pailletter og fløjlsjakkesæt. Så glemmer vi alt om deadlines og snakker om alt muligt andet end det der foregår på kontoret. I lørdags handlede det for eksempel om nøgenhed, selvbestemmende (møg)unger og sex. Okay, dét snakker vi også ret meget om på tegnestuen. Og det der er så fedt når vi står der i vores pæne tøj (og ikke daffer rundt i uldsokker eller hullede hjemmesko (som på tegnestuen)), og alle har fået en snaps for meget og er bare en anelse mere fjollede og snøvlende end til daglig, ja, det er at man kun glæder sig endnu mere til at komme op på tegnestuen om mandagen, lave verdens bedste kaffe og langsomt æde sig ind på den næste deadline med fornemmelsen af alle de andre lige på den anden side væggen.
