Noget af det vi ofte taler om i min skrivegruppe, er titler. Og om hvor svære de er.
En titel er en bouillonterning. 200, 500 sider kogt ned til en bittelille, kondenseneret sætning, et ord måske kun.
Det er en kunst at finde en god titel, og man ved som regel med det samme man læser den, om den virker på en.
Jeg selv er ret vild med Marens Og sådan blev det og titlen på en bog jeg ikke har læst: Der er ingen steder at græde her. Og på en jeg har læst, min yndlings faktisk: En fortælling om blindhed. Og så er der alle dem der bare er ét (sigende) ord: Sult, Inferno, Trofæ, Kantslag.
For tiden læser jeg korrektur på en fagbog om de europæiske jødeforfølgelser fra 1938-1945, spændende og velskrevet læsning er det, og bogen har fået titlen Udsigt til forfølgelse.
Jeg synes det er sådan en god titel, næsten som et digt.
Jeg bliver næsten barnligt glad når fagbogsforfattere har gjort sig umage med titlen. Når de kort og koncist får kogt bogen ned til én sætning, også selvom det kræver en lang undertitel at få specificeret hvad det er for en forfølgelse der er udsigt til …
Som fx Erik Hansen gamle grammatikbog med den catchy titel “Dæmonernes port”, fordi, som han sagde, der SKULLE være noget ved hans bog, der ikke var dødkedeligt 🙂
Præcis, Stine!
Jeg tænkte netop på den titel da jeg skrev indlægget, den glemmer man aldrig. (Til gengæld har jeg glemt rigtigt meget af indholdet. Men det er jo en helt anden sag).