to krimier og et smil

Oh, jeg synes faktisk det går rigtigt fint.

I denne tid redigerer jeg oversættelsen af næste bind i den norske forfatter Jørn Lier Horsts serie om efterforskeren William Wisting, nemlig den her:

Hulemannen

og med Stan Getz i ørerne og kaffe er det næsten som at sidde derhjemme i sofaen.

Der har jeg til gengæld lige råædt den her:

Sandmanden

som er den mest gennemuhyggelige krimi jeg har læst. Nogensinde tror jeg.
Jeg læser mest om aftenen, og ofte lige inden jeg skal i seng, og der var en enkelt aften eller to hvor jeg var nødt til at læse rigtigt mange kapitler inden der kom bare et lillebitte åndehul i al gruen og uhyggen så jeg kunne lægge mig til at sove uden at pulsen stod som en dunkende motor i svælget.

I denne uge er Ulven væk, så krimierne står i fred på hylden, og jeg har i stedet kastet mig over den her:

Bernadette

 

som allerede har fået mig til at klukle flere gange.

Livet er i det store hele godt, så fuldt af kram og ro og gode bøger. Og nu skinner solen også.

 

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

2 Comments

  1. Uh, er den så uhyggelig, Sandmanden? Jeg har den i lyttekø. Jeg hører lydbog i bilen på vej til og fra arbejde. Kommer jeg til at sidde med låste døre, hænderne knuget om rattet og med øjnene spærret op, flakkende i frygt ud i morgenmørket, på vagt for uhyggelige skygger derude?
    Må hellere sætte Bernadette i reservekø.

    1. Ja, jeg synes den er afsindigt uhyggeligt, især de første 150-100 sider. Jeg ved ikke, det er som om de allesammen har et eller andet uhyggeligt over sig. Lyder ellers hyggeligt med bog i bilen – men kører du i dagslys, tror jeg måske godt det kan gå 😉

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *