Jeg er jo kommet hjem fra skriveeksil.
Og jeg har kastet snøren ud efter min skriversjæl, men den flakker rundt derude på markerne med får og gæs og himlen som bagstopper for ens blik.
Det var dejligt. Og hårdt for jeg har helt glemt hvor sejt det er at starte nyt, og ikke sejt på den fede måde.
Det foregående manus jeg skrev, var selvoplevet, og det gør det så meget nemmere, synes jeg, for alt er ligesom givet: Det foregik her, vi så sådan og sådan ud, og ja, det var det her vi sagde.
Det lyder paradoksalt, men det giver utrolig stor frihed at være så bundet.
Jeg skal ikke opfinde noget, jeg skal ikke klæde nogen på følelsesmæssigt, give dem en historie, opfinde deres omgivelser, det hele ligger der, jeg skal blot beskrive det, lave overgange, sætte det sammen til en fortælling.
Men nu. Ha! Se det er noget helt andet. Jeg har et helt nyt sæt mennesker i et helt ny miljø, og den eneste der kan give det hele liv, gøre det nærværende og virkeligt, ja, det er mig.
Og jeg sad tit derude på landet og forsøgte at skrive noget med fingrene hævet over tastaturet, og når jeg så endelig fik en replik ud af det for eksempel og afsluttede med siger hun så, var det ofte at jeg spurgte mig selv: – Jamen siger man det?
Og jeg vidste det ikke.
I det foregående manus vidste jeg heller ikke nødvendigvis hvorfor vi sagde som vi gjorde, men det behøvede jeg heller ikke, for det var, uanset hvad, det vi sagde. Det vi gjorde. Det der skete.
Så jeg kæmper.
*
Heldigvis lå der den fineste gave på mit skrivebord da jeg entrede kontoret i mandags.
Nemlig den her:
Det er tegnestuens uforlignelige Lars Gabel som har lagt streg til den meget fine og dystre tekst.
Og ved I hvad?
Det er ældstebarnet der står for den niårige håndskrift. Aldrig har han skrevet så koncentreret, og jeg er behørigt stolt.
OG: En af jer kan vinde et eksemplar af den, lige her.
Så smid en kommentar, og jeg trækker lod på mandag.
Inden da har jeg helt vildt travlt med at få skrevet noget nyt.
Ha, ha, ha.
Åh, hvor er den fin! Alle mine børn er måske lige i kanten af målgruppen, men ved du hvad? Det er jeg ikke! Jeg vil gerne vinde den. Godt, så er det en aftale, og så kan du koncentrere dig om at skrive.
Aftale! Jeg skriver. Som i nu.
Min første tanke var “Åh, hvor ser den fin ud”. Og så rullede jeg ned til kommentarfeltet og så, at det allerede var skrevet, men det ændrer jo ikke på, at jeg rigtig godt gider at vinde den!
Det betyder jo kun at den virkeligt er fin, ik’? 😉
faldt lige tilfældigt over din post på facebook og blev fanget af det utroligt smukke samspil mellem den håndskrevne tekst og Lars Gabels fantastiske illustrationer; den bog ser meget, meget fin ud, den vil jeg gerne læse 🙂 Mange hilsner fra Runa Steppinge (illustrator)
Du er i puljen, Runa. Og ja, det er en meget, meget fin bog.
Nej, hvor er den fantastisk fin. Den vil jeg SÅ gerne vinde.
Det kan jeg godt forstå, Pernille! Du er i puljen.
Den ser så fin ud, den vil jeg meget gerne læse 🙂
Du er i puljen, Mette!
Jeg kan godt forstå du er stolt, det er sørme en fin skrift, det der. Og sikke illustrationer, wauw!
Jeg er sikker på du finder din vej ind i en ny historie, du som er så fuld af ord og fortællinger.
Åh tak, søde Camilla.
Håber det er det rigtige sted jeg skriver – hvor vil jeg gerne vinde den bog. Næsten alene på grund af de flotte og så omhyggelige bogstaver, men også den fine streg i illustrationen. 🙂
Du er landet det helt rigtige sted, Charlotte!
Og nu er du også i puljen.