for dronning, professor og fæ
og katten i naboens træ
(ja, det var der selv én der så)
Jeg har skrevet lidt om Marianne Iben Hansen før – fordi hun har skrevet en af de fineste og vigtigste ungdomsbøger, synes jeg.
Men Marianne Iben Hansen kan også noget andet end at skrive om sex og det – hun kan rime.
Fine, bløde, runde rim der ligger lige så godt i munden og i ørerne som en strandsten slebet glat af millioner af bølger ligger i hånden.
Hjemme hos os har mindstebarnet inhalleret lydbøger siden hun lærte at der er noget der hedder en cd. Hun tegner til lydbøger, falder i søvn til lydbøger, tager tøj på, pakker taske, spiller klaver til lydbøger – og i morges da jeg stod og lagde makeup på, satte hun den her i anlægget:
Den er ret fed.
En af mine andre yndlingsforfattere for børn og unge, Kim Fupz Aakeson, har også lagt en historier til denne samling fortællinger, det samme har Marianne Iben Hansen. Og da jeg stod der og lagde makeup, og hendes ord bølgede rundt om mig, slog det mig igen at hun er intet mindre end sublim når det kommer til sprog og rytme. Hun er i samme liga som Halfdan Rasmussen og Piet Hein, og hun rammer så rent med sine afrundede, fint polerede rim. Hun har en selvfølgelig lethed som kun er ganske får beskåret.
Man tror man er stor når man ser en bille, men faktisk så er det vel den der er lille, skriver hun blandt andet. Og har man prøvet at skrive bare ét digt, én lejlighedssang, to små, bitte linjer der rimer, så ved man hvor svært det er, og sammenlignet med Marianne Iben Hansen vil man næsten altid være en lille undseelig bille …
I kan læse mere om hende her – og tage et nærmere kig på blandt andet dem her:
