– er der fisk, skriver Maren i sin nyeste bog. Og den har jeg helt glemt at fortælle om.
Bogen udkom for et par uger siden, og det fejrede hun i Politikens Boghal med publikum og sin crowd (that would be us) og samtale om bogen med P1’s Klaus Rothstein. Der parentes bemærket godt kan lide bogen. Det kan jeg parentes bemærket også.
Og Maren læste op og foldede bogen ud for sit publikum, og vi fik serveret skumsprøjt og hemmelighedernes væsen og kalve med flere hoveder sammen med bobler blandt alle bøgerne, og Maren strålede og signerede, og i et hjørne sad Julie og jeg fra Verdens sejeste skrivegruppe og iagttog hende smile og tale og sidde bøjet over endnu et eksemplar af sin nye bog – og vi var behørigt stolte. Det var jo også vores ord der da mødte verden, næsten.
Jeg vil ikke sige særligt meget om bogen, synes bare I skal læse den, den er en ægte Maren; dyster, tørt konstaterende, tragikomisk, ja, den beskriver livet med alt det det indeholder af groteske relationer, tanker og følelser.
Darling var aldrig kommet sig over synet af den indavlede kalv, hun havde set hos Fede. Den havde ligget der forkrøblet med for mange ben, stadig smurt ind i fedt fra moderkagen med et blik, der viste at den også selv vidste, at den var helt gal. Fede havde selv slået den hårdt i hovedet med en skovl til den var holdt op med at spjætte og sagt, at det var da også satans, man skulle gøre alt selv her på stedet. Han var rød i hovedet både af sommervarme og vrede. Bagefter var kalven blevet smidt på møddingen. Selv om Fede havde beordre, den skulle graves ned, så de alle slap at se på det forbandede misfoster. Men siden han ikke pegede på en bestemt, da han sagde det og i øvrigt selv aldrig slog vejen forbi møddingen, blev den bare liggende der og glo forpint efter Darling med sine to hoveder og alle sine døde øjne, når hun løb forbi for at komme ned til vandet og hjem til fyret.
Hvis I vil læse mere om bogen, så gør det blandt andet her, her og her.
