Der stod en gigantisk bøg i haven da mine forældre købte huset. Dens lange, slanke stamme var perlebroderet med hagl fra et luftbøsse en flok drenge havde plaffet ind i træet en listig sommerdag. Efter klokken 13 tog bøgen alt sollyset, og der var fugt i den ene ende af huset, man kunne lugte det i skabene og i min fars grønne fløjlsjakkesæt der tit kom til at hænge lidt for længe i de skabe. Og det irriterede hende, fugten, mørket, skyggen, hun sagde det tit, hendes stemme var knirkende, knagende. Men der var en gynge. Et bræt med et tov igennem der nev i ens børnebare lår, og når jeg gyngede, var jeg lille Ida der kunne se helt til Mariannelund, når jeg lagde mig tilbage, kunne jeg se trækronen brede sig over mit hoved som en grønbølgende luftballon. Når jeg lagde mig tilbage, hvilede mod luften, fløj jeg, ud og ind af det dunkle, ud og ind af det kølige, ud over markerne, ind over land.
Jeg har været ti, jeg kan ikke huske det, men jeg vælger at det var deromkring, for jeg kunne stadig lide at gynge, det sang i maven, summede i tæerne, og de fældede træet. Hun havde talt om det længe, lige siden vi flyttede ind måske, og hvad skulle man egentligt også med en terrasse der henlå i skygge det meste af dagen, så der lå store lyse lunser af træet i haven flere dage efter og grene der havde drysset deres bløde blade ud over plænen. Og så stod man der, på stubben med et helt åretegningsliv under fødderne, og der var sol på terrassen til ud på eftermiddagen hvor hun sad med smøg og kaffe og arbejdsdagen som en svag aftegning under de blå øjne.
Man kunne have hængt en hængesofa op i den bøg. Med hvidmalede kæder som rustede i efteråret, og blomstrede hynder og sommerhuslugt i betrækket. Der kunne hun sidde i pensionisthverdagen med børnebørnene som små kælne katte i skødet, og min far ville gå rundt i sine træsko og male vinduesrammer eller klippe hæk. Et maleri ville de have været, et Carl Larsson-maleri, med rododendron og solsikker og vildtvoksende græs og fugle om benene og strikkede sjaler og stråhatte, den ville kaste skygge over min mors læsende ansigt. Men hun må have vidst det. Vidst at hun skulle se at få skabt noget sol på den skide terrasse før det var for sent.
Tænk det stadig er blåt #1
Foto: © Gitte Lotinga
