Mor, dengang du var lille, ik’? sagde min datter. Der passede du en kalv, ik’?
Jo, altså, mormor og morfar hjalp mig med at passe den.
Jamen du passede en kalv, ik’? vedblev barnet.
Jo, jeg passede en kalv så.
Nå, men så kan du også godt passe en snegl. Værsgo.
Der var marker som bølgende tæpper hele vejen rundt og en lang støvet privatvej og en indhegning under bladkronerne i bunden af haven og et lille træskur. Jeg kan ikke huske den kalv, men jeg kan fornemme puffet fra dens mule i hånden og genkalde mig dens farve, Werthers Echte. Jeg kan huske billederne. Af mig i hjemmestrikket sweater og cowboybukser med svaj og røde træsko hvor farven er slidt af ind til det grå snudeskind. Af sommersvedent græs og vestenvinden som en mur man kan læne sig op ad, min far i cowboyoveralls, brun som en landmandsisse, og de lavtliggende bjælker som onkel-Finn knaldede knolden ind i engang de var på besøg fra Sjælland, og knirkende gulvbrædder, skabslåger og kattekillinger. Og min mor. Stribet i indisk bomuld og lilla ble om håret fordi det var moderne, og foroverbøjet med noget i hånden hun viser mig. Og kalven.
Da de slagtede den, væltede jeg alle møblerne i stuen. Jeg kan ikke huske hun nogensinde fortalte mig den historie, måske gnavede den i hende, måske ville hun gemme den til døden os skilte, men min far holder stadig af den, fortæller den hvis jeg beder ham om det, med medfølelsessmil i stemmen, og anstrenger jeg mig, kan jeg også selv huske det. Måske er det i virkeligheden ikke en familiefortælling der har lagt sig som en tynd hinde i min bevidsthed man kan strække som en boble af Jenka-tyggegummi. Måske kan jeg godt huske slangen af stole og sofahynder og småborde der bugtede sig gennem stuen, og jeg kan endda huske de glatslebne træben jeg kravlede hen over da jeg satte mig i slangens bug og ventede på at der kom en ny kalv i indhegningen.
Tænk det stadig er blåt #2
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga
