væddemålet

Det var fordi min far havde væddet om om det blev en dreng eller pige. Hun himlede med øjnene; man vædder ikke om liv på den måde, men nu lå der en krøllet lillebror med nøgen isse og bittesmå fingre i min favn, og på hospitalsgulvet stod en kasse øl.

Jeg kunne både give ham flaske og holde hans hoved, og da han lærte at gå med sin gåvogn, lignede mine ben lange sugerør ved siden af hans små og buttede. Og vi spillede Uno og hørte Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band når vi lå på gulvet med puslespil og Legoklodser, og han grinede helt nede fra maven, dengang i 80’erne hvor Bamse & Kylling ramte monopol-tv’et, og vi stod ude i køkkenet, min mor og jeg, og lo med, vi lo til min mor tissede i bukserne, og inde i stuen trillede den lille krop rundt der var hans. Og da jeg lod mig danne på rejsen Kenya rundt, lå samtlige afsnit af Beverly Hills 90210 i vhs-stabler på mit værelse da jeg kom hjem. Jeg håber han har underholdt vennerne med det, scoret billige point på den konto.

Måske har jeg lært ham at binde snørebånd eller at puste sæbebobler og frøene af mælkebøtter, måske. Var det mig der lærte ham at putte ekstra slik i de stribede bland selv-poser nede hos købmand Thomsen? De talte jo aldrig efter. Og fortalte jeg ham at de store femører kunne gå for enkroner i slikautomaten? Jeg ved det ikke, vil ønske det, men jeg hængte E.T.-plakater op på døren så han holdt sig ude fra mit værelse, og jeg holdt ham for næsen når han sov. Han rynkede panden og forsøgte at ryste min hånd af, og jeg kvalte et stille fnis. Og jeg læste Ole Lund Kirkegaard højt for drengene i hans klasse til hans fødselsdage. Helt stille sad de. Og jeg tænker at hun stod og holdt vejret ude i stuen, bag døren med duften af lykke i huden og skævede ind på værelset gennem sprækken mellem døren og karmen og fik et lillebitte og smalt udsnit af sin virkelighed.

Tænk det stadig er blåt #3
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *