Det var sådan en fin sommeraften hvor mosekonen har travlt, og bryggen ligger og flimrer som gråligt nordlys nede ved jorden. Og himlen kan blive så høj ude på landet, og det var den. Men naboens hus brændte. Flammerne strakte sig som slikkende, klistrede tunger op i himlen, og vi var på vej i byen, Lone og jeg, vi knasede ned ad markvejen i mine forældres bil med vores pastelfarvede læber og skulderpuder og solariebrankede ben under cowboynederdelene, og måske havde vi allerede inden vi kørte, udset os den samme fyr, men nu vendte vi om, og jeg tastede for første gang de nye tal 1-1-2, og man kunne snart høre brandbilernes hylen skære sig gennem landskabet flere kilometer borte.
Og nabokonen der ikke havde drengene hjemme lige præcis den lørdag, åh, gudskelov da (men hun havde jo vist også selv sat ild til huset, lød sladderen nådesløs nede i byen flere år efter), stod der med familiebillederne i to Brugsen-poser og havde kun det tøj hun skråede over vejen i, da hun nåede over til Kristians gårdsplads.
Varmen hang som en sodet sky over markerne, og min mor rejste sig fra lørdagsidyl, riflet fløjl og Prince-skodder i keramikaskebægret på bordet foran sig, og så sad hun der, lidt længere nede ad vejen, med nabokonen i hånden hele natten, lyttede, lod den lille kone fortælle om lugten og angsten og røgen og de knitrende trappetrin op til førstesalen, og tænkte godt det altid rammer naboen.
Tænk det stadig er blåt #4
Foto: Ulven
