kohalen

Blodet var størknet i mit ene øjenbryn da jeg kom hjem.
Peter fra klassen og jeg havde fyldt en hel trillebør med murbrokker i stalden de var ved at bygge om, vi havde leget spark til bøtten og siddet på høloftet og slikket salt af høstråene, varmen var intens deroppe under bliktaget, og jeg var beskidt og træt og lugtede af kolort og børnesved. Et par køer stod og glanede i deres båse og viftede dovent med halerne, og bag dem stod børen. Det larmede når stenene landede i den, dundrede som meteornedslag, åh, så herligt. Vi stod på hver sin side af den og har sikkert konkurreret om hvem der kunne ramme fra længst mulig afstand. Det gør man jo.
Peters far sagde at han selv havde prøvet det; en våd kohale lige i ansigtet, det kan føles som en pisk, smæld! Men både Peter og jeg vidste at det ikke var en kohale, og blodet var størknet i mit øjenbryn.

Lige så tydeligt kan jeg huske det, huske min mors ansigtsudtryk. Hun var ligeglad. Det der er ikke en kohale, sagde hun, hun insisterede. Jamen …, har min far sikkert indvendt, det skal jo bare renses, og så et plaster på, men det har været en af de sjældne gange hendes stemme fik den der spidse klang. Og så kørte vi. Jeg sad på bagsædet på den ukendte tur gennem landskabet til lægen og prøvede at undgå at rynke panden.

Det var på samme tur gennem det nu truende landskab, på selvsamme bagsæde at jeg flere år senere bad min første og sidste bøn til Gud. Lad det bare være blærebetændelse, lad det bare være blædebetændelse, kære Gud, jeg vil ikke dø, messede jeg med barndommens teatralske angst, og bag rattet sad hun, mønstrede samme stoisme som min far, men indeni blev hun flænset, flået fra hinanden.

Hjemme hos os blev vi ikke syge. Og hvis vi gjorde, gik vi ikke til læge. Det var aldrig: Godt vi lige fik tjekket at det ikke var noget hos os, men derimod: Godt vi lige selv kunne fikse det – når det nu ikke var noget. Se, det kunne min far lide.
Men man balancerer jo alligevel på kanten af en mistbænk og falder gennem flere lag glas, man får gymnastikposen ind i forhjulet på sin røde SCO, man får fingre i klemme, murbrokker i hovedet, man vælter, brænder sig, får feber, man slæber malariaen med sig hjem fra Afrika. Man slår sig på livet.

Huller og sår og skrammer blev lappet af min far med plaster og gazebind og godt med sæbevand og sindighed i de store, varme hænder, og hun aede en over håret og trak vejret ind og holdt det sammen med mig når jeg sad der i sofaen, igen, med stivnede tårer i kinderne og angsten som en huggende hugorm lige under huden. Peter, der havde haft meningitis, sagde at min far var den sygeplejerske på hele Hjørring Sygehus der var bedst til at stikke. Ingen nølen, nålen ind, stemplet i bund. Sådan. Så det var ikke fordi han ikke vidste hvad han gjorde.

I dag er sårene fra dengang små knudrede fortællinger rundtomkring på kroppen, de danner forbindelser, knytter mit liv sammen, danner sammenhænge, og kun det der blev limet i panden, kan man ikke længere se.

Tænk det stadig er blåt #6

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

1 Comment

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *