tilvalg, fravalg

Psykologen var tynd og gennemsigtig, alderen havde sat sig som ståluld i hendes hår. Stolen havde formet sig efter hendes fluevægt, hun var som vokset sammen med lokalet, og hun bevægede ikke kroppen en eneste gang når jeg var der. Var salt og stilhed og blikket ligeud. Men hun nikkede. Lyttede. Og indimellem talte hun. Lige så sagte, hendes stemme var så spinkel, men selv stemmer så lette som spindelvæv og mælkebøttefrø kan sætte ord på alt det der er tungt som en ambolt.

Jeg sad med benene over kors, tasken ved det ene stoleben og min SU investeret i hendes vid og stirrede på den store Walasse Ting på væggen, papegøjer og coboltblå, kiggede ud ad vinduet, hørte gaden og hjertet slå, og på bordet stod der vand og Kleenex.

Specialepres og fremtidsangst og sorg havde slået sprækker i mig – og i kærligheden. Jeg vidste ikke om jeg kunne blive ved med at elske, om jeg kunne elske. Jeg havde lappet revnerne med plaster og gazebind og sindighed, men jeg blev ved med at pible ud, og nu sad jeg der.

Hvad mener du med at kærligheden er et valg? spurgte jeg.

Tænk det stadig er blåt #49
Foto: Gitte Lotinga

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *