Det er mørk vintermorgen, jeg ammer mindstebarnet, kan se sneen hvirvle uden for vinduet på femte, og månen er så bleg bag skyerne. Størstebarnet sidder med omvendte sutsko og vrangen ud på nattøjet og ser tegnefilm, og manden er et smut forbi hospitalet. Det er han indimellem, det er derfor han er gennemskåret af ar, det er ikke farligt, helt banalt faktisk, der er ingen fare, men jeg sidder der og tuder ned på de babybløde kinder. Og hun kommer ikke.
Det er en kølig forårsdag, kan ikke lugte, ikke smage, forkølelsen har forvandlet sig til influenza, og manden er igen på hospitalet. Helt banalt er det, ingen fare, men ungerne er hos svigerforældrene, og feberen kan ikke holde det stangen, det pibler, bruser, skvulper ind over mig; jeg føler jeg skal drukne. Og hun kommer ikke.
*
Det er der slet ikke hele tiden, det har det aldrig været. Det er et blåt mærke på sjælen, og det er kun når jeg rammer det, at savnet trækker ud i kroppen, ud i huden.
Tænk det stadig er blåt #59
Foto: Gitte Lotinga
