angst æder sjæle op

Leukæmi løber i mødrenes blod i min familie. Jeg kan huske min mormor, tynd som en kvist, og hendes stemme, spinkel og sprukken. Man kunne se gennem huden, og det var som fløj hun snart ud hospitalssengen der var rykket ind i stuen den sidste jul.

Og hvad med dig, spurgte min far en dag, er du bange for det?
For at bliver syg? sagde jeg. Mig?

*

Men ti år senere, da jeg havde lagt krop til to levende væsner, havde det der modermærke lige under navlen da ændret sig, havde det ikke, var det ikke vokset, kløede det ikke?

Og Google er verdens mest pessimistiske læge, så jeg stod der og kiggede på deres små sovende kroppe i tremmesengene med angsten helt klar som glas strømmende ned over kinderne.

Nogen havde prikket hul på den frygtens vandballon der havde ligget i dvale i kroppen, og nu væltede virkeligheden ud i hver eneste pore, i hver eneste mikroskopiske celle i kroppen. Og selvom lægen tog mig i hånden og forsikrede mig, selvom hun gav mig henvisninger og viste mig billeder og ikke slap mig, hverken min hånd eller min sjæl, før jeg sagde at hun gerne måtte, kunne jeg med ét se mine solbrune fødder ligge der på det institutionsstribede, mine lakerede negle, og jeg kunne høre dem hviske omkring mig mens jeg selv ikke havde mere at sige.

Tænk det stadig er blåt #60(!)
Foto: Ulven

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *