Det var på vej op ad trapperne på Nørreport at hun opdagede det. De var på besøg hos mig og min kæreste, og vi havde været på byvandring i deres ungdoms København, havde spist en sildemad på Det lille Apotek, slentret i Pisserenden, kigget på køkkentøj i Skjalm P. Men der på trapperne kunne hun mærke det. Det føltes som om hun var blevet gammel.
Der er noget med mit blod, sagde hun da hun ringede nogle dage efter. Eller var det uger?
Jeg sad i en af de karrygule plysstole min kæreste havde haft med ind i vores fælles liv. Vi havde været flere om at bakse den op ad trapperne til femte sal, og den stod nu tungt på gulvet med frynserne som snoede orme der holdt den fast mod brædderne, og pludselig kunne jeg mærke stoffet kradse mod min hud, og det var som om bruset fra bilerne på gaden under vinduet tog en dyb indånding, holdt vejret, det var ikke mere end tre sekunder, et og to og tre, men der var fuldstændigt stille, for i den helt fine vibration der var i hendes stemme, lå undergangen.
Og jeg ville rejse mig, ville lægge røret, ville skrive den der analyse af Fucking Åmål og Pizzaking færdig som lå og råbte på den bærbare, ville få det bachelorprojekt banket afsted, nu, og jeg ville lægge røret og synke tilbage i det karrygule og holde min kæft og lukke ørerne så jeg ikke kunne høre hende. For i den anden ende af landet sad hun i køkkenet med kaffe og udsigt over de bølgetgrønne marker og kaffe på kanden og en kræftdiagnose og tandkød uden farve. Og Ais havde været læge på Grønland hvor folk kun får sig transporteret til læge når den er helt gal, ellers klarer man det selv med nål og tråd og sæbevand og bønner, og han havde kniv i bæltet og vidste når der skulle handles, så kun to dage efter piblede giften ind i hendes krop.
Og hun ville overleve.
Eller også ville hun.
Jeg ved det ikke, men hun tog ikke hospitalstøj på, hun sad i strålende, skinnende farver og duftede af White Linen, og hun var så god at besøge, åh, så forbandet god, for vi talte aldrig om at hun kunne dø. Kun at hun ville dø for en pose Super Piratos.
Tænk det stadig er blåt #5
Foto: © Gitte Lotinga
