Jeg ville bare kravle op i hospitalssengen. Puffe helt let til hende så hun vidste jeg var der, for jeg kunne intet sige, kunne ikke tale til et menneske der ikke længere selv havde nogen ord.
Jeg ville putte mig ned i afstanden mellem hendes krop og sengegærdet. Hendes arme lå på dynen, solbrændt hud mod blåstribet institutionslinned og et armbåndsur der vidnede om at tiden stadig gik, at det kun var herinde det føltes som om den var gået i stå. Time for time. Huden på hendes hænder lignede bagsiden af et blad, årerne løb som små bække.
Jeg ville bare kravle op i sengen. Ville lade alle de ord der kun var stumme tanker, glide gennem mig, videre, ud, væk. Ud mellem os i luften der lugtede desinficeret og steril, og der ville de så hænge til alle der siden døde i selvsamme i seng.
Jeg ville kravle op til hende. Fortælle hende at det var sommer udenfor, at vi netop havde bestemt at vi skulle have jordbær til hendes begravelse. Selvpluk. Og vi skulle have chokolade og hvidvin og være i haven og fortrænge at bedene ikke var blevet luget, men kornet stod vel nok fint, og det ville jeg fortælle hende. Jeg ville fortælle hende at jeg havde sovet på en madras i besøgsstuen, jeg havde hulket, det lød som et ulvebrøl mod min kærestes hals, og udenfor stod de og røg, personalet og de syge. Godt hun ikke røg mere.
Jeg ville sige det der lå hulter til bulter inde i mit hoved som en stabel byggeklodser der før havde været et knejsende tårn. Okay, du må, det er, og far, ja, far … jeg ved det godt, det gør ondt, jeg … ikke mere måske, det er okay du ikke er, du behøver ikke blive, man kan godt leve videre, du må ikke give op, nej, du må gerne, jeg vil gerne at du skal vide at du gerne
Vi
skal
nok
klare
det alle
tre
Vi klarer
det alle
tre
sammen
Det lover jeg
Og så ville jeg spørge hende om hun var bange.
Tænk det stadig er blå #35
Foto: fine Gitte Lotinga
